10. klassecentre fungerer bedre end 10. klasser på skolerne

– Undersøgelse gennemført af NCS (Nationalt Center for Skoleforskning), DPU, Aarhus Universitet.

10. klassecentre fungerer bedre end 10. klasser på skolerne og styrker blandt andet elevernes mulighed for at gennemføre en ungdomsuddannelse. Det viser en undersøgelse, som Nationalt Center for Skoleforskning (NCS), DPU, Aarhus Universitet, har gennemført sammen med Program For Læringsledelse (PFL), Aalborg Universitet.
Undersøgelsen viser, at 10. klassecentre har nogle særlige værdier og har potentiale til at give faglig kvalificering og afklaring af uddannelsesvalg, så elevernes mulighed for at gennemføre en ungdomsuddannelse styrkes.

Undersøgelsens konklusion adskiller sig markant fra undersøgelsen ‘Effekten af kommunale 10.-klassetibud’som blev offentliggjort af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) i april 2016. Her var konklusionen, at 10. klassestilbud ikke øger sandsynligheden for, at eleverne gennemfører en ungdomsuddannelse.

Centre styrker faglighed og trivsel

NCS’s undersøgelse viser :

· 10. klassecentrene har potentiale til at give faglig kvalificering og afklaring af uddannelsesvalg, så elevernes mulighed for at gennemføre en ungdomsuddannelse styrkes.

· Eleverne i 10. klassecentrene har en relativt høj grad af trivsel, en lav gad af social isolation og en lav forekomst af adfærdsproblemer.

· Lærernes vurderinger af eleverne i centrene ligger også højere end vurderinger af hele folkeskolens elevklientel.

· Lærernes oplevelse af egne kompetencer, struktur i undervisningen, feedback i undervisningen er på 10. klassecentrene gunstigere end for folkeskolen som helhed.

Konklusionen er, at der er en betydelig forskel mellem 10. klasse på skolen og 10. klasse i særlige 10. klassecentre. Centrene adskiller sig positivt med hensyn til blandt andet elevernes oplevelse af social trivsel, lærernes vurdering af elevernes læringskultur og lærernes vurdering af egne kompetencer og struktur og feedback i undervisningen.

Miljøskift og lettere overgang kan have betydning

Undersøgelsen gør det ikke muligt at identificere entydige forklaringer, men det er nærliggende at pege på, at elevsammensætningen er en anden, da der er markant færre elever, der modtager specialundervisning i 10. klassecentrene end i 10. klasse på skolen. Desuden er lærersammensætningen er en anden, ligesom der sker et miljøskift fra skolen til 10. klassecenter. Endelig kan man også penge på, at flere 10. klassecentre ligger i tæt forbindelse til ungdomsuddannelsesmiljøer med deraf følgende lettere overgang fra folkeskole til ungdomsuddannelse.

Baggrund

– Program for Læringsledelse (PFL)er et forskningsbaseret skoleudviklingsprogram med 240 skoler i 13 kommuner, der støttes af A. P. Møller fonden.

– PFL gennemførte i efteråret 2015 en omfattende spørgeskemaundersøgelse med deltagelse af alle elever, lærere, pædagoger, ledere og forældre.

– I sommeren og efteråret 2016 er der gennemført en særskilt analyse af data for 10. klasserne i programmet. Ti af de 13 kommuners 10. klasser deltog.

– De ti 10. klasseskoler/-centre i PFL’s kortlægning ligger i fem tilfælde selvstændigt eller sammen med ungdomsuddannelser og i fem tilfælde som 10. klasser tilknyttet almindelige folkeskoler. Det er derfor muligt at sammenligne de to måder at organisere 10. klasse på.

10iCampus Varde:

Skolens vision

Vi vil ud fra et helhedsorienteret menneskesyn skabe og udvikle et trygt og spændende ungdoms- og uddannelsesmiljø, der kan:

  • Gøre alle eleverne uddannelsesparate
  • Udvikle elevernes personlige, sociale samt faglige interesser
  • Samarbejde med det lokale erhvervsliv og ungdomsuddannelserne

Skolens dagligdag skal være kendetegnet ved en vekselvirkning mellem faglige forløb, temadage og perioder, hvor den enkelte afsøger og afprøver sine ønsker for at gøre sig parat til at vælge en ungdomsuddannelse.

Der skal ses på muligheder frem for begrænsninger for den enkelte.

Respekten for den enkelte vises ved fællesskab, nærvær, empati, tillid, livsglæde, god omgangstone og ved at stille realistiske udfordringer op og have forventninger til hinanden. Der samles på succesoplevelser, og vi finder ud af, hvad den unge er god til.