10 Skarpe til Mette With Hagensen: Jeg hader nytårsaften

Navn:
Mette With Hagensen

Familie:
Gift med Per, sammen har vi 3 børn

Job:
Landsformand for Skole og Forældre, lektor på Rybners Gymnasium, Esbjerg

Dit yndlingsfag i skolen?
Jeg havde ikke et egentligt yndlingsfag, jeg var glad for de fag, som jeg havde med Ketty Hansen, for hun var en fantastisk lærer. Jeg husker stadig vores store projekt om opdagelsen af Amerika, og hendes fortællinger fra sin barndom i Esbjerg under krigen.

Hvad ser du gerne på TV?
Nyheder, masser af nyheder. Serier får jeg aldrig fulgt med i, og har der været noget interessant, så kan jeg jo altid finde det på nettet.

Hvilken kendt person ville du gerne møde, hvorfor?
Jeg vil gerne møde spændende mennesker, så en eftermiddag med Barack Obama og familie kunne være helt fantastisk.

Hvad siger dine venner om dig?
De siger sikkert meget, som ikke skal gengives her, men en ting hører jeg meget ofte fra venner og bekendte ”Hvordan kan hun dog overkomme alt det, hun når?”

Din bedste ferie?
De familieferier min mand arrangerer. Han har et særligt talent for at tage familien med steder, hvor ingen havde drømt om at tage hen og give os nogle fantastiske oplevelser. Vi var i Aleppo i Syrien kort før borgerkrigen brød ud, og senest var vi i Marokko og overnattede i ørkenen i en beduinlejr.

Hvordan fejrer du julen i år?
Som vi har gjort, siden vil flyttede til Jylland. Hjemme med ungerne og uden for mange aftaler, for det er vigtigt, at bruge julen til at sidde i sofaen i nattøj dagen lang og læse bøger.

Hvordan fejrer du nytår?

Det gør jeg ikke. Jeg hader nytårsaften næsten lige så meget som skudrædde hundehvalpe, så jeg vil helst have en pille og vente på, det hele går over. Nyder dog en løbetur nytårsmorgen.

Hvad ønsker du dig i julegave?
En tur til London i foråret med familien for at besøge vores datter, det vil jeg sætte stor pris på.

Din yndlingsårstid – hvorfor?

Forår og efterår er fantastiske, jeg nyder forandringen og at se farverne skifte. Det er skønt at løbe i skoven og næsten se farverne skifte, mens jeg løber forbi.

Har du et nytårsforsæt?
Nej, jeg venter ikke til nytår med at forandre noget, skal der ske forandring, så kan jeg lige så godt begynde i dag, eller i morgen, og måske er det alligevel ikke så vigtigt.