112: Uro i weekendens natteliv

Fredag aften måtte en 38-årig mand på politiets kraftige opfordring springe af knallerten i Kvong, da han var spirituspåvirket.

Seks unge mænd måtte fredag aften kl. 21.10 vise legitimation til politiet. De unge mennesker indtog alkohol på et værtshus i Varde, og da de alle var under 18 år, blev alle og ligeledes værtshuset sigtet.

Fredag aften kl. 21.30 stødte politiet ind i en 17-årig ung mand fra Alslev på Murfeldts Plads. Det viste sig, at han på sin bytur havde medbragt en foldekniv samt diverse euroforiserende stoffer.

Kl. 22.05 – ligeledes fredag aften – blev en 17-årig mand fra Varde kortvarigt anholdt, da han opførte sig aggressivt overfor politiet blandt andet med provokerende tilråb på torvet i Varde.

En 22-årig mand fra Ølgod måtte natten til lørdag have en alvorlig snak med politiet, der var blevet tilkaldt, fordi den 22-årige havde en truende adfærd overfor forbipasserende på Murfeldts Plads i Varde.