Vintertips til hundelufteren

Kulde og frost er jo ikke en undskyldning for at slippe for gåturen med hunden… Her kan du finde vintertips fra Dyreværnet:

Tre vintertips til hundeejeren

I takt med at vi er trådt ind i vinterperioden, er det tydeligt at mærke at temperaturerne er faldet og dagene er blevet kortere. Selvom mange af os ofte foretrækker at blive indenfor i varmen, skal hundene stadigvæk luftes. Her kan du læse tre gode råd, som gør vinterens gåture lidt sjovere og sikre for din hund.

1. Husk lys og reflekser 

I denne mørke tid, er det vigtigt at være synlig i trafikken. Det gør sig både gældende for ejer og hund, så I begge kan færdes trygt på vinterens gåture. Hos Dyreværnet foreslår vi at du sætter en diodelygte på hundens halsbånd og giver den en refleksvest på. Så er du sikker på at din hund ikke bliver overset af forbipasserende bilister og cyklister.

2. Hold på varmen 

Med mindre din hund har en dejlig tyk pels, der kan modstå selv den hårdeste kulde, vil vi anbefale at du hjælper den lidt på vej med et vinterdækken. Særligt de korthårede hunde har brug for et ekstra lag, så det bliver lettere at holde varmen, når frosten sætter ind. Mange fås med indsyede reflekser, og så er du allerede hjulpet lidt på vej i forhold til råd nr. 1.

3. Beskyt poterne 

Vinterens sne og salt på vejene kan være hårde mod hundepoterne. Derfor anbefaler vi at du smører din hunds poter ind i potevoks, som danner en beskyttende hinde. Husk at skylle poterne rene efter gåturen, så saltet ikke bliver siddende i pelsen og mellem trædepuderne.