2 mål af Mikkel Fischer og 1 af Jeppe Aarhus rakte ikke til point

Trods en god 1. halvleg og pauseføring på 2-1 måtte Varde se sig besejret med 4-3 af Odder efter en underholdende kamp præget af to gavmilde forsvar.

Hjemmeholdets sejr var fortjent, men det skades- og afbudsramte Varde hold, hvor yderlige Mikkel Blåholm måtte melde fra, bed godt fra sig, men de sidste marginaler/held var ikke tilstede, så holdet måtte gå fra banen uden point.

Tilbage i en 4:5:1 formation forløb 1. halvleg stort set efter game-planen. Hjemmeholdet havde et lille spillemæssigt overtag uden for alvor at udfordre keeper Lasse T. Kristiansen, mens Varde var langt farligere på omstillingerne.

Mikkel Fischer bragte Varde foran 1-0 efter et lille kvarters spil, da han usvigelig sikkert firsttimede en frisparksaflevering fra Nicolaj Forst i nettet.

Hjemmeholdet udlignede til 1-1 godt 10 minutter senere ved Simon Schouby, da sædvanligvis driftssikre Kristoffer Sørensen helkiksede en clearing på et indlæg fra venstre kant.

10 minutter før pausen bragte Jeppe Aarhus Varde på 2-1, da han headede Nicolaj Forsts perfekte indlæg i nettet, og kort før halvlegsfløjtet havde samme Aarhus en stor mulighed for at øge føringen, da han blev spillet helt fri af Nikolaj Andreasen, men denne gang reddede hjemmeholdets keeper afslutningen.

Hjemmeholdet trykkede Varde i bund fra starten af 2. halvleg og allerede efter 2 minutters spil måtte Lasse T. Kristiansen hive en flot redning frem, da Simon Schouby slap alene igennem. Godt 5 minutter senere var det igen tæt på at gå galt, og Kristoffer Sørensen måtte trække i nødbremsen lige på kanten af feltet, da Jakob Truelsen var sluppet fri. At forseelsen indbragte et gult kort kunne der ikke indvendes noget imod.

Udligningen til 2-2 faldt dog få minutter senere, Jakob Truelsen scorede på et indlæg fra højre kant.

Efter et godt skudforsøg fra Jeppe Aarhus, som keeperen snuppede, bragte hjememholdet sig på 3-2 midt i halvlegen efter et hjørnespark, hvor Joachim Puggaard havde sidste fod på bolden.

Herefter fik Varde skubbet spillet længere frem på banen og Mikkel Fischer bragte balance i stillingen med scoringen til 3-3 blot 5 minutter senere. Fischer stod selv for opspillet på højre kant og efter samspil med Niclas Holm bankede han bolden i nettet.

I de følgende minutter havde såvel Jeppe Aarhus som indskiftede Peter “AG” Andersen et par glimrende langskudsforsøg, som med lidt held igen havde bragt Varde på vinderkurs, men i begge tilfælde lykkedes det hjemmeholdets keeper at få pareret til hjørnespark.

Minuttet efter slog hjemmeholdet igen til på et hjørnespark, hvor Jakob Truelsen ugeneret kunne heade bolden i nettet til sejrsmålet til 4-3.

Varde forsøgte med en offensiv satsning i slutfasen, men det lykkedes ikke at komme frem til nævneværdige scoringsmuligheder.

Sportschef Claus Holm udtrykte efter kampen tilfredsshed med indsatsen: “Med 7 mand væk fra truppen af forskellige årsager vidste vi at det ville blive en svær kamp. 1. halvleg forløb nøjagtig som planlagt, men efter pausen lykkedes det  Odder at få vendt kampen til at blive spillet på deres præmisser, og det havde vi ikke fysisk styrke til helt at modstå”.

“Nu venter topholdet Marienlyst næste lørdag og efter henholdsvis 3 og 4 indkasserede mål i de seneste to kampe gælder det om, at få defensiven restabiliseret den kommende uge”, sluttede sportschefen, som så frem til, at nogle af de skadede spillere var tæt på at være klar igen.

Kampen gav endvidere debut til to af de unge spillere af egen avl, nemlig Christoffer Stryhn og Peter “AG” Andersen.

Med nederlaget faldt Varde ned på 8. pladsen i tabellen i et tæt midterfelt med blot 2 points op til Tarup-Paarup på 4. pladsen.

Matchfacts Odder IGF – Varde IF:

Resultat: 4-3 (1-2)

0-1 Mikkel Fischer (14.)

1-1 Simon Schouby (26.)

1-2 Jeppe Aarhus (35.)

2-2 Jakob Truelsen (61.)

3-2 Joachim Puggaard (selvmål 69.)

3-3 Mikkel Fischer (72.)

4-3 Jakob Truelsen (77.)

Dommer: Cihad Eryilmaz

Tilskuere: 150

Varde: Lasse T. Kristiansen – Simon Jelstrup (81. Christoffer Stryhn), Søren Jelstrup, Kristoffer Sørensen, Joachim Puggaard – Mikkel Fischer, Nikolaj Andreasen, Niclas Holm, Jesper “mc” Christiansen, Nicolaj Forst (70. Peter “AG” Andersen) – Jeppe Aarhus.

Advarsler Varde: Kristoffer Sørensen (55.) og Jeppe Aarhus (90.+2)

Advarsler Odder: Jakob Truelsen (86.)

 

Den 27. September 2020 af Ejgil Gammelgaard