Ny analyse viser, at Wadden Tide blev en stor publikumssucces, som fik forbruget i Varde Kommune til at stige med 8,9 procent.
Wadden Tide åbnede 31. august 2023 med udstillingen First There Is a Mountain, hvor ni danske kunstnere og kunstnergrupper udforskede sand som historie, ressource og materiale.
I sensommeren 2023 besøgte over 200.000 stranden ved Blåvand for at opleve den storslåede kunstudstilling Wadden Tide.
Hele 125.000 danskere samt mindst 75.000 primært tyske turister nåede at opleve udstillingen, inden et voldsomt uvejr raserede Blåvandshuk Strand den 19. september 2023 og gjorde skade på store dele af kunstudstillingen.
Stormen betød, at udstillingsperioden blev ti dage kortere end planlagt.
Øget omsætning i lokalområdet
I lokalområdet kunne de også mærke interessen under Wadden Tide. Her oplevede lokale butikker, dagligvareforretninger og restauranter en øget omsætning.
En ny analyse fra NTT DATA viser, at forbruget i Varde Kommune steg med 8,9 procent i udstillingens periode sammenlignet med samme periode i 2022.
Under udstillingen var forbruget i Varde Kommune betydelig højere end i sammenlignelige områder. For eksempel faldt forbruget i Ringkøbing-Skjern Kommune i samme periode med 0,3 procent.
Ifølge analysen var det særligt danskere og tyskere, som svingede betalingskortet under Wadden Tide.
Citater
Sandie Eis Ravn, formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Varde Kommune:
”Wadden Tide viser med de nye tal tydeligt, hvilken betydning kunst og kultur har for at trække besøgende til vores del af landet. Vi er glade, når en ambitiøs satsning som Wadden Tide giver et flot afkast i form af tusindvis af besøgende og øget forbrug i kommunen. Der skal lyde en stor tak til alle kunstnere, bidragsydere og samarbejdspartnere for at være med at realisere udstillingen.”
Vibeke Birk, marketing- og udviklingschef hos Destination Vesterhavet:
“Sammen med NTT DATA har vi udviklet en turismedataplatform, der giver os en solid indsigt i turisternes adfærd og forbrug i vores område. Ambitionen er at udvikle turismen baseret på reelle data fremfor mavefornemmelser. Disse indsigter i Wadden Tide er et stærkt eksempel på, hvordan erhvervet og vi kan målrette indsatserne til gæsterne i fremtiden.”
Mariane Nygaard Holm, formand for Blåvand-Ho Borgerforening:
”Wadden Tide har været med til at sætte Blåvand på Danmarkskortet. Eventet har udbygget fællesskabet mellem de lokale kunstnere og tiltrukket rigtig mange gæster. Det har givet ekstra omsætning i butikkerne, og det er afgørende uden for højsæsonen.”
Om Wadden Tide
Wadden Tide er en tilbagevendende kunstudstilling i Blåvand og Nationalpark Vadehavet. Kunsten giver besøgende nye oplevelser af UNESCOs verdensarvsområde, og i 2023 stillede udstillingen skarpt på sandets betydning for vores miljø, historie og fremtid under titlen First There Is A Mountain.
Ni danske kunstnere viste nye værker på Blåvandshuk Strand, Blåvandshuk Fyr og restauranten Høfde4, mens fire lokale kunstnere udstillede i Blåvand. First There Is A Mountain blev afholdt af Varde Kommune og kurateret af Empathic Environments ved Stenka Hellfach og Tyra Dokkedahl.
Fakta
• Wadden Tide 2023 fik støtte fra 15. Juni Fonden, Den Jyske Kunstfond, Statens Kunstfond, Augustinusfonden, Blåvandshuk Aktivitetscenter, Region Syddanmark, Kulturregion Midt- og Vestjylland, Nationalpark Vadehavet og Varde Kommunes Kunstudvalg.
• Udstillingens samlede budget var 3.540.000 kroner, hvoraf 1.840.000 kroner kom fra fonde og andre bidragsydere, mens 1.700.000 kroner var kommunale midler.
• Ifølge analysen fra NTT DATA viser telefondata, at 125.000 danskere besøgte udstillingen. Derudover vurderer kultur- og fritidsforvaltningen i Varde Kommune, at mindst 75.000 tyskere og andre udlændinge lagde vejen forbi udstillingen ud fra det generelle niveau af udenlandske turister i området.
• Udviklingen i forbruget er målt ud fra transaktionsdata fra VISA.
• Destination Vesterhavet og de øvrige destinationer i Vestkystpartnerskabet, Dansk Kyst og Naturturisme og Visit Denmark har samarbejdet med NNT DATA om at udvikle en turismedataplatform, som kan samle datakilder, der giver indsigt i turisternes adfærd og forbrug.