30 år i Salon’en fejres! 

I dette forår fejrer Musik & Billedskolens Salonorkester 30 års musiceren med jubilæumskoncert mandag den  4. april kl. 19.30 i Medborgerhuset 

 Salonorkestret blev oprettet i 1992, hvor det afløste musikskolens lille symfoniorkester, der bestod af lokale amatørmusikere, samt en håndfuld musikskoleelever.  Efterhånden som de lokale amatørmusikere faldt fra pga. alder, var det tiden for at tænke nyt. 

 Resultatet blev det nuværende salonorkester, fordi her kunne et større udvalg af instrumenter være med, f.eks klaver. Det nye salonorkester startede ’i det små’ med èn pianist, to violinister og en klarinettist! Den ene violinist har været med i alle årene – de sidste mange år som orkestrets kontrabassist! 

 I løbet af de første 10 år voksede orkestret til et stabilt antal medlemmer og siden da har 15 – 20 spilleglade amatørmusikere i alle aldre mødtes hver uge på Musik & Billedskolen. 

Salonorkestrets repertoire spænder vidt – fra den traditionelle underholdningsmusik i perioden 1930 – 1950 til musik fra såvel barokken og den wienerklassiske periode. Det er i høj grad orkestrets sammensætning, der bestemmer årets repertoire. 

 Hanne Grønlund, der sidste år stoppede som leder af Musik & Billedskolen, har ledet salonorkesteret gennem en årrække. 

 – Salonorkestret har i flere år dannet ’base’ for en udvidelse med musikskoleelever i alle aldre, f.eks i forbindelse med den årlige kirkekoncert. Det har været en stor fornøjelse for alle parter at indgå i et større orkester, og mærke, hvordan musikken løfter sig uanset alder, siger Hanne Grønlund.

 Ved jubilæumskoncerten mandag den 4. april deltager også Gaute Hopp, som synger to sange af Leo Mathisen sammen med salonorkestret, samt tre af Musik & Billedskolens ensembler, koret ’Vardacia’, De fem klarinetter Blokfløjteensemblet.  

 

Dermed er der lagt op til en aften med masser af god musik.