To malerinder, to kvinder i en regnbuetid

Omverdenen viser en fornyet nysgerrighed overfor de to kvindelige kunstnere Emilie Mundt og Marie Luplau. Museumsinspektør John V. Jensen fortæller om deres kunstneriske virke og den nye interesse for de to kvinders liv.

For øjeblikket er der stor interesse for de to malerinder Emilie Mundt og Marie Luplau både nationalt og internationalt. Marie Luplau, var præstedatter fra Varde, og Vardemuseerne har landets største samling af deres malerier. Museumsinspektør John V. Jensen er naturligvis velbevandret i historien om de to kvindelige kunstnere, og onsdag den 7. september holder han foredrag om deres liv og kunstneriske virke ved et formiddagsarrangement på Varde Bibliotek.

Interessen for de to malerinder handler naturligvis om deres malerier, men også om adoptionen af datteren Carla og deres samliv gennem næsten 50 år. Det er nutidens interesse for regnbuefamilier og LGBT+, som har medvirket til at få trukket de to malerinder frem i lyset igen. Deres værker udstilles på Den Hirschsprungske, Arken og Munchmuseet i Oslo, og der har været opmærksomhed fra både Stockholm og Chicago.

I foredraget kommer John V. Jensen ind på tidens victorianisme og de vanskeligheder, som kvindelige kunstnere var oppe imod. Og så viser han selvfølgelig en masse af deres malerier. Foredraget finder sted i Varde Biblioteks Salon, onsdag den 7. september kl. 10-12.00. Billetter kan bestilles på vardebib.dk/arrangementer.