Det er knap 17 år siden, jeg flyttede ind hos ham, jeg sidenhen blev gift med. Han boede dengang i et fint lille hus i vaskeægte vestjysk ligusterkvarter i den liga, hvor alle er naboer, og posten smider brevene indenfor døren. Stor kontrast for én som mig, der kom fra kold og kynisk Odense C med muskelhunde og rygmærker som overboere, og en lejlighed, der stank kronisk af cigar fra tidligere lejer.
Men et af de store kulturchok handlede faktisk om noget ganske andet. Som fx de første gange, jeg tillod mig at tage min nye kærestes telefon.
“Hallo, har du Fisker der…?” somme tider afløst af “Hey, har du Bliktuden hjemme?”
Jeg tolkede det som en særdeles underlig kombination af telefonfis og forkert nummer, og lagde faktisk bare røret på. indtil den dag, jeg henkastet nævner det for manden.
“Jamen for hulan, det er jo mig, de vil snakke med…!”
Pudsig stilhed i det lille hjem. Og så kom forklaringen.
Her i det vestjyske hedder man nemlig ikke bare Martin eller Karsten. Eller Poul eller Peter. Nej, der følger noget med. Og det der “noget” – det gør, at alle instinktivt ved, hvem der er, vi snakker om. Det har jeg alligevel aldrig oplevet, hverken i fødeby Viborg eller studieby Odense.
Så jeg måtte jo lære det. Manden hedder stadig den dag i dag Bliktud, fordi han oprindelig er udlært blikkenslager. Og Fisker er et levn fra barndommen, fordi hans far var fisker.
Vores gode ven og nabo Klaus hedder i øvrigt Klaus Tømrer/Klaus P. Hans kæreste hedder Mette Maler, mens min gode kollega hedder Henrik Bager, – er der i hvert fald nogen, der siger.
En hurtig rundspørge fortæller mig, at der blandt andet findes følgende borgere i Varde: Søren Gummistøvle – Træsko Peter – Færingen – El-Keld – og så alle dem, der bare pr. definition hedder det “til efternavn” de beskæftiger sig med – Murer – Tømrer osv.
Det er dog en forunderlig hyggelig verden, denne her vestjyske…