Du vælger selv – arrangeret for kommunens 7. klasser
“Du vælger selv” er et holdningsbearbejdningsprojekt for 7. klassetrin om Misbrug af alkohol og stoffer af forskellig art, og deres mulige virkninger på mennesket.
– Der er tilmeldt 528 elever, og der er ca. 140 elever i gang af gangen fordelt på de fem værksteder, fortæller Kåre Jensen, der i denne forbindelse har to kasketter på – som både politibetjent og engageret i Lions Varde.
Man har valgt at invitere 7. klasserne, da det er netop i denne alder, at de unge især begynder at fatte interesse for alkohol.
For at fange elevernes interesse er det nødvendigt, at forstå og følge deres hverdag, hvorfor værkstedsideen er metoden, med hvilken vi kommer i direkte dialog med dem. Herved opnås lidt af de unges hverdag lige fra zapperkulturen til gys, grin og gru over action, fart og tempo.
Ved at opbygge 5 forskellige værksteder er det muligt at komme rundt om en misbrugers hverdag, og derved synliggøre hvilken tilværelse der kan blive en realitet, hvis man er “kemisk” afhængig af et stof. Værkstederne er forskellige i deres opbygning, og veksler mellem rent skuespil der blot skal ses, til en pludselig direkte inddragelse af en eller flere af eleverne, afsluttende med en dialog.
Gennem alle værkstederne lyder det gennemgående tema: “Du vælger selv”, underforstået at der aldrig er nogen, der har valgt at blive misbruger, men der er mange, der har glemt at vælge, at de ikke ville blive afhængige.
Projektet er udarbejdet i 1994 af 2 lærere i Svendborg og har siden været gennemført i Svendborg, Ikast, Nykøbing Falster, Maribo, Nakskov, Vordingborg, Fanø, Farsø, Slagelse, Langå, Samsø, Hvidebæk, Grindsted, Løgstør, Greve, Søndersø, Purhus og Vejen.