7-kanten præsenterer: Ghost – the musical

Omtale: Tatjana Johnsson har været i teatret for GoVarde

I fredags havde 7-kantens vinterspil Ghost – the musical premiere. Den bygger på den romantiske filmklassiker af samme navn fra 1990, hvor Patrick Swayze og Demi Moore udødeliggjorde hovedrollerne som Sam og Molly.

Historien foregår i New York, hvor Sam og hans kæreste Molly en mørk aften er på vej hjem, og bliver overfaldet. Sam bliver slået ihjel. Det virker i første omgang som et tilfældigt rovmord, men Sam lever videre, som et spøgelse, og han finder hurtigt ud af på den anden side, at hans død ikke er spor tilfældig. Molly er i fare, og Sam opsøger Oda Mae, et medie, der til hendes egen overraskelse, kan kommunikere med Sam. Nu skal Molly reddes. Mon kærligheden overlever alt?

(Artikel fortsætter under foto)

Holdpræstation med mange funklende stjerner

Sjanne Baun Madsen og Hans Vincens gør det blændende i rollerne som de elskende Molly og Sam. Deres stemmer smelter sammen, så man kan høre englene synge. Skurken Carl i skikkelse af Jonas Flindt-Christensen, vælter rundt på scenen i usynlig slåskamp med spøgelset, man skulle næsten tro, han havde været stuntmand i en Mission Impossible film. Mette Hebsgaard er ikke til at stå for, og er både charmerende, sjov og fræk, som mediet Oda Mae. Neklas Klausen er forførende mystisk, som stepdansende og belærende slesk hospitalsspøgelse, og Frederik Kjeldsen Hertz kan man sent glemme, som det hårdtslående subwayspøgelse fuld af indestængt poetisk vrede og frustration.

Der er mange fede effekter og tricks i forestillingen, for eksempel når ”the bad guys” ryger i helvede, eller når spøgelserne forlader kroppen efter at være slået ihjel. Baggrundstæppet med skiftende billeder fra New Yorks gader fuldender stemningen, og lydeffekterne fra spøgelser gennem døre og lignende er topunderholdning og leveres med professionel præcision. Musik og koreografi går op i en højere enhed. Så se at komme i teatret og få en rørende sjov og nostalgisk oplevelse.

Billetsalg: 7-kanten.dk, billetpris 150-195 kr.

Spillested: Varde Teater- og Musikhus til og med den 10.2.2023.

Tatjana Johnsson havde udover to veninder også taget blok og kuglepen med til Ghost the Musical