Der er kontante fordele ved at lette foden fra speederen og overholde hastighedsreglerne.
Det måtte 792 bilister sande torsdag den 8. juni, da de befandt sig på Tarp Hovedvej og kørte nordpå i retning mod Varde.
Den Automatiske Trafikkontrol fandt sted på Tarp Hovedvej 29 fra klokken 15.23 til 21.36, hvor i alt 3.394 køretøjer fik målt deres hastighed.
Hastighedsgrænsen på strækningen er 50 kilometer i timen, og kontrollen fandt sted 100 meter før hastighedsgrænsen bliver ophævet ved færdselstavle E56.
Ud af de knap 800 bilister, der kørte for stærkt, fik 257 et klip i kørekortet, mens 30 kørte så stærkt, at de – enten betinget eller ubetinget – får frakendt retten til at køre bil.
Målingen blev foretaget på baggrund af en borgerhenvendelse, ligesom der er sket en del færdselsuheld på strækningen.
Det har gennem sociale medier forlydt, at den foretagne måling er forkert, og at bøderne vil blive eftergivet. Men dette har intet på sig. Og de bilister, som er målt til at køre for stærkt, kan imødese en bøde, som de modtager i deres e-boks.
Her vil det også fremgå, hvordan den enkelte skal forholde sig, såfremt man er uenig i hastighedsmålingen.