Et bredt flertal i det syddanske regionsråd har torsdag aften indgået budgetforlig om Region Syddanmarks 2017-budget. Region Syddanmarks stabile økonomi betyder, at regionen kan få enderne til at nå sammen uden at skulle ud i en sparerunde til næste år.
Forhandlerne fra Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre, blev her til aften enige om Region Syddanmarks budget for 2017. Samlet set står 37 af regionsrådets 41 medlemmer bag forliget. Enhedslisten overvejer fortsat, om de ønsker at tilslutte sig forliget med deres 2 mandater. Nye Borgerlige og Liberal Alliance, der hver har 1 mandat, står ikke bag forliget.
Forligsparterne er blandt andet enige om at arbejde med alternative måder at styre sygehusenes økonomi på, så sygehusene ikke kun skal afregnes efter aktivitet, men i højere grad gives incitamenter til at have fokus på, hvad der giver værdi for patienten. Det betyder blandt andet forsøg på nogle afdelinger med at ophæve kravet om 2 procents produktivitetsstigning.
Derudover sætter forligspartierne fokus på ”det nære sundhedsvæsen”. Regionen ønsker at intensivere arbejdet med at udvikle det gode, nære og sammenhængende sundhedstilbud til regionens borgere i tæt samarbejde med kommuner, almen praksis, sygehuse og andre interessenter. Det åbner blandt andet for muligheden for at arbejde med at tilbyde for eksempel røntgen og blodprøvetagning tættere på borgerne.
Store sygehusbyggerier kan fortsætte
2017-budgettets anlægsramme giver mulighed for at fortsætte og afslutte de mange store sygehusbyggerier, der er i gang i disse år – både inden for somatikken og psykiatrien. Desuden er der enighed om at prioritere anskaffelsen af en MR-accelerator til Odense Universitetshospital, som giver mulighed for ekstrem præcis behandling af kræft og dermed færre bivirkninger for patienterne. MR-acceleratoren vil være den første af sin art i landet, og vil give syddanske kræftpatienter adgang til ”State-of-the-Art”-behandling, ligesom patienter fra resten af Danmark vil kunne få behandling i den nye accelerator i Odense.
Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) siger:
– De besparelser, vi har gennemført tidligere i år, har givet os et robust udgangspunkt for forhandlingerne om regionens 2017-budget. Det gode udgangspunkt gør, at vi undgår endnu en sparerunde, og at vi har haft mulighed for at prioritere en række strategiske indsatser, der peger fremad. For eksempel i forhold til fremtidens økonomiske styring af sygehusene og udviklingen af det nære sundhedsvæsen.
– Forhandlingerne har været konstruktive, og jeg glæder mig over, at de har ført til et bredt forlig. Jeg vil gerne takke forligspartierne for de gode drøftelser. Samtidig glæder jeg mig over, at vi kan fortsætte med at skabe gode rammer for patienterne over hele regionen – uanset om man rammes af fysisk eller psykisk sygdom. Desuden har vi mulighed for, indenfor rammerne, at investere i nyt udstyr, der sikrer bedre behandling.
Konkrete initiativer i budgettet
Budgetforliget indeholder desuden en række konkrete initiativer:
– Ventetiden på at få et høreapparat skal ned på under tre måneder. Derfor vil regionen blandt andet oprette en regionsklinik på Sønderborg Sygehus.
– De gode erfaringer med tilstedeværelse af psykiatrimedarbejdere i Headspace, der er et anonymt og gratis rådgivningstilbud til børn og unge, skal fortsætte og udbredes.
– Projekter for at forebygge unges mistrivsel permanentgøres.
– Arbejdet med at ombygge Sønderborg Sygehus til specialsygehus fremrykkes.
– For at nedbringe antallet af retspsykiatriske patienter, der bliver indlagt i almenpsykiatrien, omdannes et almenpsykiatrisk afsnit til et retspsykiatrisk afsnit.
– Regionen ønsker, i partnerskab med Esbjerg Kommune, at indlede en dialog med lokale og nationale fonde for at finde finansiering til en helikopterlandingsplads på den nye sengebygning ved sygehuset i Esbjerg.
– Der afsættes to mio. kr. til fejringen af 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark i 2020.
Da der ikke har været mulighed for at opnå en udgiftsneutral aftale om strålebehandling af danske patienter i Flensborg, for eksempel via gensidig aftale om behandling af henholdsvis danske og tyske patienter på begge sider af grænsen, udløber kontrakten om strålebehandling af danske patienter i Flensborg med udgangen af 2016.
Efter planen skal Region Syddanmarks budget for 2017 formelt vedtages på regionsrådsmødet mandag den 26. september 2016.
Region Syddanmarks samlede driftsbudget er i 2017 på godt 25 mia. kr. For de penge leverer omkring 25.000 fuldtidsmedarbejdere sundhed, social- og psykiatriydelser og regional udvikling til 1,2 mio. syddanskere.