Så er der nyt fra Mathilde Æbelø.
16-årige Mathilde fra Varde rejste i august til byen Freiburg i det sydlige Tyskland, som udvekslingsstudent. Hun har sendt følgende rejsebrev til os:
Den første måned her i Tyskland er gået ekstrem hurtigt. De første to uger tilbragte jeg på en soft landing camp i Mannheim. Hele princippet med campen er at få lært noget tysk før man kommer hen til værtsfamilien og at lære andre udvekslingsstudenter at kende. Det var sjovt at høre om alle de forskellige kulturer de hver især kom fra, og deres grunde til at tage til Tyskland.
På campen var der altid noget at lave, og man var aldrig alene. Det var fuldstændig umuligt ikke at få venner. Fra mandag til fredag var der tyskundervisning. Der var fem klasser delt op efter niveau. Dagen efter vi alle var kommet til campen havde hver elev snakket med en lærer om basale ting som hvor gammel man er, hvor man er fra og sådan. Samtalen var selvfølgelig på tysk, og efter man havde forladt lokalet, placerede læreren dig i den klasse, du efter hans mening hørte til. Hvis niveauet var for let eller svært, var der selvfølgelig også mulighed for at skifte.
Blød start
Skoledagen var ikke så lang, og der var store pauser. Efter skole var der altid aktiviteter. I lobbyen på herberget, vi boede på, var der en tavle, hvor der stod, hvad dagen bød på. Det kunne være alt fra lektiehjælp til vandkamp eller en lille udflugt. For det meste var udflugterne i weekenderne hvor der ingen skole var. Der besøgte vi andre tyske byer som Heidelberg og fik oplevet en masse. Vi havde løse tøjler så vi kunne for det meste gå rundt selv og opleve på egen hånd.
Ideen med en soft landing camp synes jeg virkelig godt om. Det var rart at have denne bløde start, specielt med sproget. Og så det med at møde så mange forskellige mennesker var også fantastisk. Jeg savner virkelig mange af dem. Den sidste aften på campen havde teamerne, altså dem der havde sørget for udflugter og sådan, hængt lanterner op i et stort træ og stillet borde under det. Der holdt vi en lille hyggefest som afslutning med drikkevarer, chips, slik og alt, hvad der hører hjemme.
Blandede følelser
Dagen efter skulle vi alle tidligt op, pakke og gøre klar til afgang. Vi blev delt op i grupper, da vi havde forskellige togafgange og forlod herberget. Det var ekstrem trist at sige farvel til alle mine nye venner, velvidende at det ikke var sikkert, at jeg ville se dem igen. Jeg var en af de eneste, der skulle sidde selv i toget hele vejen, da der ikke var andre, der havde en placering i nærheden. Det var første gang i to uger, hvor jeg var alene. Jeg havde så mange blandede følelser. Først og fremmest ville jeg tilbage til mine venner fra campen – og følte mig tom uden dem. Samtidig var jeg så spændt på at møde min værtfamilie som ville hente mig på banegården men også nervøs for at starte et nyt kapitel og komme hen til noget ukendt.
Knus og kram – og lidt akavet
Da jeg steg af toget, stod min værtsmor og søster klar til at tage imod mig. Jeg blev hilst på med kram og knus og havde allerede glemt min forhenværende nervøsitet. Dernæst kørte vi en længere tur rundt i byen, så jeg kunne få set mig omkring. Byen er helt klart større end lille Varde, og jeg bøvler stadig en del med at finde rundt. Min værtsfamilie har taget rigtig godt imod mig. I starten var det lidt akavet, da jeg skulle finde ud af deres dagsrytme og hvordan jeg bedst muligt fik tilpasset mig men i løbet af ingen tid var det blevet hverdag.
Mange spørgsmål
Min største udfordring her i Tyskland er helt klart sproget. I starten var det rigtig svært men tyskundervisningen på campen har helt klart hjulpet en del. Alle er meget interesserede, når jeg fortæller, at jeg er en udvekslingsstudent fra Danmark – og jeg får en masse spørgsmål.
Når jeg taler tysk, laver jeg ofte fejl, men tyskerne ignorerer det som regel. De er indforståede med, at mine tyske sprogkunstskaber ikke er på det højeste niveau, og skulle der være et ord, jeg ikke forstår, så prøver de at forklare det på tysk eller siger det engelske ord.
Eftersom alt foregår på tysk, skal jeg tænke en del, og jeg lider derfor af kronisk træthed, men jeg kan i det mindste allerede mærke nu at mit tyske har forbedret sig en del. Jeg kan forstå og sige meget mere. Jeg er heller ikke så træt, som jeg var de første uger. Jeg tænker for det meste på tysk, og til tider har jeg endda glemt hvordan man snakker dansk…
Fik du læst:
https://govarde.dk/foelg-mathilde-paa-rejsen/