For 20 kroner om ugen kan alle kunder i Varde nu få minimum 20 procent i rabat på alle økologiske varer.
Danskerne er vilde med økologi. Det har man i den grad oplevet i Føtex Varde, hvor salget af økologiske varer er steget markant i de seneste år. Derfor lancerer Føtex nu en ny og helt unik abonnementsordning. Nemlig ØKO+.
ØKO+ koster 20 kroner om ugen, 80 kroner om måneden, og giver alle minimum 20 procent i rabat på økologiske varer. Som abonnent bliver rabatten automatisk trukket, hver gang man betaler med sit betalingskort.
Varehuschef i Føtex Varde, Morten Frost, har store forventninger til det nye koncept:
Det giver kunderne en rigtig god mulighed for at kunne handle økologivarer til nedsat pris alle dage og ikke kun en lørdag i måneden, siger Morten Frost.
Rabatten gælder alle ugens dage, så man nu ikke længere behøver at tænke over, hvor det er billigst at handle økologi og jagte tilbud i forskellige butikker.
Rabatten skal drive økologi frem
ØKO+ er et unikt koncept, som udover at give gode rabatter, skal være med til at drive økologien frem ved at gøre det lettere og mere attraktivt for kunderne at vælge økologisk. Derfor henvender ØKO+ sig også først og fremmest til de kunder, som i forvejen er flittige til at putte økologiske varer i kurven og for dem, som hidtil har fravalgt økologi på grund af den ofte højere pris.
ØKO+ er tilgængelig fra søndag den 23. oktober, og alle kunder der tilmelder sig senest den 6. november, får den første måned for 1 krone.