Sealing System flytter domicil fra Skovlund til Grindsted

Sealing System har over de seneste år oplevet en kraftig udvikling i både omsætning og antal medarbejdere, og virksomheden har i længere tid afsøgt mulighederne for udvidelse af de nuværende faciliteter i Skovlund.
Pr. 1. november har Sealing System købt en erhvervsejendom med tilhørende stor grund i Grindsted, hvor et nyt domicil efter planen skal indvies i 2. kvartal 2017.

Siden 1998 i Skovlund
Sealing System blev etableret i 1998 i Skovlund ved Ansager. Her har virksomheden i den forløbne årrække gennemlevet en overordentlig positiv udvikling og beskæftiger i dag mere end 50 ansatte. Efterhånden er udfordringer med plads og faciliteter blevet stadigt mere påtrængende, og en knopskydning til foreløbig 3 adresser i Skovlund fungerer ikke optimalt i det daglige. Derfor har virksomheden i de seneste år været på udkig efter en mere permanent løsning, og en udvidelse af både fabriksområde og administration har ikke længere kunnet udskydes.

Komplette pakkelinjer kræver plads
Sealing System er leverandør af pakkesystemer – fra enkeltstående pakkemaskiner til komplette systemløsninger, der spænder fra fyldemaskiner og pakning til robotpalletering og palleomvikling. Firmaet har specialiseret sig i kundetilpassede løsninger, og kunderne tæller nogle af landets størst og mest kendte virksomheder fra både fødevarebranchen og den øvrige industri. Nogle af opgaverne er temmeligt omfangsrige, og da de typisk bliver test-opstillet før installation hos kunden, er det afgørende at have de nødvendige faciliteter.

Perfekte faciliteter og muligheder
På adressen Hedemarken 1 i Grindsted har Sealing System købt en erhvervsejendom, der næsten er et perfekt match i forhold til virksomhedens ønsker om størrelse, faciliteter, placering o.s.v. Den nye ejendom bliver overtaget pr. 1. november 2016, og firmaet regner med at indflytning i de nye lokaler kan ske i 2. kvartal 2017. Ejendommen er p.t. på 3.650 kvm., men der skal tilbygges en ny montagehal, så den endelige størrelse kommer til at ligge på godt 5.000 kvm. Her foruden har Sealing System tilkøbt omkringliggende arealer, så det samlede grundareal bliver på 18.000 kvm. Det giver mulighed for en evt. udvidelse senere.

Stor ros til Varde Kommune
– Vi er kede af det på lokalsamfundets og kommunens vegne, fordi vi selv har et klart tilhørsforhold her i lokalsamfundet, siger salgsdirektør Kjeld Østergaard Jensen, der fortsætter:
– Varde Kommune har været en god og serviceminded medspiller i hele vores udvikling, så det er først efter svære overvejelser, at vi har
valgt at flytte til Grindsted – og dermed Billund Kommune. Det er meget vigtigt for os at slå fast, at det ikke på nogen måde er af utilfredshed med Varde Kommune, at vi har valgt at flytte.

Strukturelle udfordringer i Vestjylland
Kjeld Østergaard Jensen uddyber:
– Vi er klar over, at det er et hårdt slag for kommunen at måtte sige farvel til mere end 50 arbejdspladser. I de år, vi har haft udfordringer med pladsforhold, har Varde Kommune været særdeles positivt indstillet, men når noget, der matcher vores behov så godt, dukker op som en mulighed, ja, så må vi først og fremmest tænke på vores virksomheds fremtid.
Afslutningsvis peger Kjeld Østergaard Jensen på de specielle udfordringer, man både som virksomhed og kommune har, jo længere man kommer vestpå.
– Generelt kan det være svært at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft i Vestjylland – og det gælder både for kommune og virksomheder, der gerne vil bosætte sig her. Før vi nåede den størrelse, vi har, og blev en kendt virksomhed i vores branche, kunne det være en
udfordring for os at få tekniske stillinger besat. Derudover vil vi da gerne pege på det strukturelle problem, der ligger i, at kreditforeningernes belåningsprocent falder, jo længere vestpå man kommer. For nye virksomheder, der gerne vil etablere sig, kan det jo faktisk betyde en del.

Fremtiden
I første omgang vil det kommende nye domicil løse en efterhånden akut udfordring med plads og faciliteter, men Sealing System har selvfølgelig både et håb og en forventning om, at de senere års gode udvikling vil fortsætte.
– Vi er ved at etablere os i Norge og Sverige, siger Kjeld Østergaard Jensen, og vi har da en forventning om, at det vil bidrage til vores fortsatte udvikling. Det vil i givet fald naturligvis komme lokalområdet til gavn i kraft af flere arbejdspladser og skatteborgere, der jo for nok de flestes vedkommende vil bo i Varde eller Billund kommuner.