Det kan blive en dyr McDonalds-menu, som en 26-årig mand fra Varde i går aftes fortærede.
Klokken 21.55 blev han nemlig sigtet af politiet for overtrædelse af Naturbeskyttelsesloven. Fra den bil, hvor han var forsæde-passager, smed han nemlig brugt McDonalds-emballage ud af vinduet på Ribevej ved Gellerup Plantagevej. Og det blev opdaget af en patrulje. Manden kan nu vente en bøde på mellem 1000 og 3000 kroner.