Den 1. december kan Varde Håndværker og Industriforening fejre 150 års jubilæum.
I den anledning har foreningen udgivet en bog. En bog der netop er kommet på gaden takket være formanden Gustav Petersen.
– Jeg har brugt cirka et år på bogen, fortæller Gustav Petersen om bogen. Bogen er tiltænkt medlemmerne, men restoplaget kan købes hos Kristiansen Bog & Idé i Varde.
– I bogen bringes man tilbage igennem de 150 år, vores forening har haft sit virke, fortæller han.
Igennem de 150 første år har foeningen været primus motor i mange af de store tiltag, der er foretaget igennem de mange år, til gavn for byen og omegnen, virksomheden og ikke mindste borgerne.
– Vi har blandt andet stået bag Teknisk Skole, Medborgerhuset, Minibyen og Minimurerne, for blot at nævne nogle få ting, siger Gustav Petersen.
Jubilæet fejres på Hotel Arnbjerg i morgen lørdag, hvor 111 personer har tilmeldt sig festen.