Frost og sne kan forårsage store skader på boligen og sommerhuset. Men selvom det allerede fryser, er det ikke nødvendigvis for sent at sikre sig.
Når kviksølvet i termometret daler til minus, er der flere ting, du skal gøre for at sikre din bolig eller sommerhus mod de skader, frosten kan forårsage.
– Frosten kan komme meget pludseligt og lave store skader på fx vandrør. Det kan give vandskader, når isen så tør, og vandet løber ud af rørene, siger chefkonsulent i Dansk Byggeri Niels Strange.
Men selv hvis du er en af dem, der ikke fik nået at lukke for vandet, er det ifølge Niels Strange ikke nødvendigvis for sent.
– Vi har tøvejr om dagen lige nu, og lige når frosten kommer, er det kun på overfladen, at jorden fryser. Samtidig kan der være en rest solvarme i huset, der i en kort overgang kan holde huset på plusgrader. Derfor er der god grund til at suse op i sommerhuset og få slukket for hovedstophanen, tømt cisternen og åbnet for vandhaner, så rørene tømmes, siger Niels Strange.
Men også helårsboligen skal hvert år have et eftersyn. Her skal man tjekke både tag og facade.
– Man kan gå en tur rundt om huset og tjekke for revner i sokkelen og skrabe i fugen mellem murstenene for at se, om den er blevet porøs. Den slags utætheder i klimaskærmen er en mulig vej ind for vandet, så det er nu, man skal tjekke det, inden sneen dækker både tag og sokkel, siger Niels Strange og tilføjer:
– Kig op på loftet i dagslys. Der, hvor lyset trænger ind, kan fygesneen også komme ind.