Brorsonskolen: Politiet udførte lygtekontrol

Den mørke tid er over os, og det betyder også, at cykellygterne skal tændes om morgenen, når skoleeleverne skal møde klokken 8.
Derfor var politiet mandag morgen mellem kl. 07.30 og 08.30 taget på besøg på Brorsonskolen, hvor mange cyklister blev kontrolleret.
– Vi gav seks advarsler. En skriftlig og fem telefoniske henvendelser til forældrene, oplyser Ken Glavind fra politiet i Varde overfor GoVarde.dk
– Mange af overtrædelserne gik på, at børnene cyklede på fortovet, eller at de ikke havde lygterne tændt. Derfor opfordrer vi til, at forældrene får sikret, at deres børn nu også har lygter på cyklerne, og at de får fortalt om vigtigheden af at tænde dem, slutter Ken Glavind.
Politiet fortsætter med lygtekontrollerne på skolerne i den kommende tid.