Mette Bluhme Rieck, der det seneste års tid har været vært på DR Sporten, dukker fremover op på skærmen som vært i både sportsudsendelser og i ’Aftenshowet’ på DR1.
Den nuværende vært på ’Aftenshowet’, Lise Rønne, skal på barsel, og ind springer Mette Bluhme Rieck, der i hele 2017 vil være ”delebarn” mellem ’Aftenshowet’ og DR Sporten, hvor hun også fremover vil være vært på Sporten i forbindelse med 18.30-TV-Avisen og for de sene sportsnyheder klokken 22.20 på DR1.
– Da jeg startede på Sporten sidste år, havde jeg aldrig lavet live-tv før og anede ikke, om det var noget for mig. Men jeg er faldet pladask for det, siger Mette Bluhme Rieck.
Mette Bluhme Rieck glæder sig til både at arbejde på DR Sporten og til den nye udfordring på ’Aftenshowet’, hvor hun også har drømt om at komme til arbejde.
– ’Aftenshowet’ er et skønt sted, hvor den store aktuelle dagsorden møder folks dagligdag, og hvor der både er plads til de helt tunge emner, men også til det smalle, skæve og sjove – afhængigt af hvad der optager danskerne…. Alt i alt er det en herlig omgang bland selv-slik, og dét kan man aldrig rigtig få for meget af, hvis du spørger mig,” griner hun.
Efter planen skal Mette Bluhme Rieck være vært på ’Aftenshowet’ for første gang onsdag den 11. januar klokken 19.05 på DR1.