Trump fejet væk af en cykelhjelm

HUHA-da

Mens Trump på alle kanaler raser over alle mediernes, i følge ham, elendige evne til at tælle menneskemængde, står Mads Blærerøv Christensen pludselig på min tv-skærm og siger, at børn ikke må bruge cykelhjelm, og at forældre skal fjerne gitteret foran brændeovnen.

Forfriskende pudsigt pust i en tid, hvor vi får tudet ørene fulde af alt det onde, der kan ske, når Trump kommer til magten, eller den dårligdom, der rammer os, hvis vi ikke spiser 6 om dagen eller løber en halv-maraton. På en bro. Eller noget.

Hvad skete der lige der? Trænger Blærerøven til en ordentlig omgang bøllebank eller? For her i skrivende stund, 10 minutter efter hans udtalelse i primetime, kan jeg næsten mærke Facebook gå amok – gisner stille om, at han står overfor en shitstorm af karat.

Jeg er faktisk lidt rundtosset over det, han står der og siger. På samme måde, som jeg er omkring hans person. Eller. Jeg kender ham jo ikke, så jeg kan ikke rigtigt tillade mig at dømme ham, men jeg kan tænke en tanke om, hvad jeg mener om det han siger. Og det tænker jeg faktisk er noget værre noget. Sådan at sige at børn ikke må cykle med cykelhjelm. Og gerne må brænde sig på brændeovnen. Fordi børn bliver noget pyller af at blive passet så voldsomt på.

I indslaget interviewer journalisterne en dame, der sidder på gulvet og synes at hendes datter er smuk og dejlig og bestemt skal ha en cykelhjelm på. Når hun cykler. Klassisk god journalistik. To holdninger. Piske en stemning op. Skabe noget trafik og debat på nyhedssitet. Jeg er med. Men er samtidig gået lidt i stå ved omdrejningspunktet. Mener han virkelig det? At børn ikke skal have hjelm på ud i trafikken? Og i stedet vælte og knalde skallen i asfalten og alt muligt? Og det ser i øvrigt dumt ud, og man får grim frisure. Er det det, han siger? Ja det er det.

Og det er på besynderlig vis underholdende. Endog lidt skørt. Og lad mig for en god ordens skyld understrege: Jeg er ikke enig. Jeg synes, vi skal passe på vores børn og give de små poder en hjelm på. Og vi må også gerne sætter gitter foran brændeovnen.

Hvorom alting er, – det var dog en skæv opvågning i nyhedsstrømmen, som en slags aktiv pausefisk, der blev leveret i bedste sendetid i aftes. Jeg var også ved at blive lidt træt af at se på Hr Trumps hentehår. En cykelhjelm ville da i hvert fald ikke kunne skade hans frisure…