Arne Callesen (Ø): Jeg havde gerne set seks overbygningsskoler

Nu har et politisk flertal indstillet et forslag til behandling i byrådet den 7. februar. Alle folkeskoler på nær Billum Skole bevares.

Børnehaver reduceres lidt i Varde by. Dagplejen og vuggestuer fortsætter stort set uændret. Det er hvad, der kom ud af flere års behandling, efter at det blev konstateret, at børnetallet bare faldt og faldt. Nu falder børnetallet dog ikke længere. Alligevel er der store geografiske forskelle. I området ind mod Esbjerg Kommune er børnetallet svagt stigende.

Landdistrikterne er under pres. Der er udfordringer i at tiltrække og fastholde børnefamilier i landdistrikterne og landsbyerne. Kulturen ændrer sig alle steder. Landbrugserhvervet, som var den bærende kraft med mange ansatte, har i mange år været under forandring. Det er ikke her mange mennesker bruger deres tid i dag. Landsbyerne er derimod bosætningsområder med en del håndværksvirksomheder og enkelte fabrikationsenheder store eller små. I landsbyerne findes en sammenhængskraft som også har vist sig i høringssvarene. Den sammenhængskraft vil forhåbentligt kun blive større med kendskabet til hvornår et dagtilbud eller skole lukker.

For mig har livet i en landsby en værdi, da her findes den nærhed som skaber tryghed, nærværelse og virkelyst. Ved at bevare dagpleje, vuggestue, børnehave, skole, skolefritidsordning og juniorklub/ungdomsklub er der grundlag for bosætning, da unge forældre ønsker nærhed. Den nærhed kan naturligvis også findes inde i dele af ”storbyen”.

Den store hurdle for mig har været antallet af overbygningsskoler. Jeg synes 9 skoler er for mange til det antal børn og unge der går i 7. til 9. klassetrin. Der plejer at være en lille del, som vælger at tage på efterskole i 8. og mest i 9. årgang. Antallet kendes ofte ret sent i det foregående skoleår, hvilket er en hæmsko for planlægningen. Jeg havde gerne set seks overbygningsskoler, hvor de unge kunne være flere sammen og få et ungemiljø med mulighed for flere valgfag. Her kunne man optimere klasedannelser og tilbyde et treårigt forløb afsluttende med Folkeskolens Afgangsprøve. Specielt 9. årgang er vigtig, da det er her de unge kan få betegnelsen uddannelsesparat eller ikke uddannelsesparat.

De mange høringssvar der er indkommet, kommer primært fra landdistrikterne, fordi man her er klar over, at der skal arbejdes for at bevare noget af det samfundene har bygget op over generationer. Der er blevet lyttet til høringssvarene og det håber jeg også, der bliver efter den 8 ugers høringsfrist, som starter tirsdag den 7. februar.

FIK DU LÆST:

Peder Foldager: I Venstre har vi lyttet til de mange gode og konstruktive høringssvar