Var en smuttur omkring gode gamle fødeby i vinterferien, og det betød selvfølgelig en strøgtur gennem min gamle by.
Og det er nu altid så hyggeligt – trissede gennem Mathiasgågaden med pigekuldet om benene – i håb om at møde gamle kendinge fra fordums tid, da det pludselig slog mg. Som den her velkendte AHA-oplevelse.
Hver eneste dag popper der artikler op omhandlende krav til indvandrere om at tale dansk, og den debat vil jeg helst ikke bruge klummefokus på, men paradokset slog mig alligevel.
For det er da på en måde lidt pudsigt, at vi har så gevaldigt travlt med kræve, at alle skal lære det danske sprog på nul komma fem, og i øvrigt også inddrage de danske traditioner i deres kultur.
NÅR det nu er således, at vi her i landet har så desperat travlt med at benytte ikke-danske spotlights. (Apropos)
Ned gennem gågaden stod der nemlig ikke UDSALG et eneste sted. Næ nej, det var SALE – LAST MINUTE og 50 % OFF…
Og det fik mig til at spekulere videre. På blandt andet Black Friday og Christmas Night. Ej at forgemme Late Night events og Halloween…
Det er da dobbeltmoral så det batter! Stod jeg der og tænkte, mens min mor var vandret ind i et prøverum, og da hun træder ud iført fin bluse, udbryder jeg prompte: Nej mor, det der er so much last year.
Ja – man må jo gribe i egen barm….!