Sig-Thorstrup er ved at gøre sig klar til at igangsætte arbejdet med deres udviklingsplan. Derfor er Sig-borgerne inviteret til borgerworkshop den 2. marts kl 17.30 på skolen. Her skal borgerne i fællesskab skabe rammerne og ambitionerne for den fremtidige udvikling af Sig-Thorstrup. Udviklingsplanen skabes i et tæt samarbejde med Varde Kommune
Under temaet “Borgernes udviklingsplan for Sig-Thorstrup”, skydes arbejdet i gang, med at udfærdige en langsigtet plan for projekter og visioner, der skal bunde ud i en fælles udviklingsplan. En plan som sætter retning og ambitioner for, hvordan byen og byens borgere ser deres lokalsamfund udvikle sig i fremtiden.
Sig er en driftig by, der oplever stor tilflytning – ikke mindst fra yngre borger, og den positive udvikling vil byen gerne understøtte, ved at gøre sig endnu mere attraktiv overfor både egne og nye potentielle borgere. Sig-Thorstrup har mange styrker, og det er de styrker der gerne skal frem og udvikles yderligere på mødet.
Der er arrangeret fælles børnepasning på aftenen og Varde Kommune er vært ved forplejning
– Fra Udviklingsrådet og Borgerforeningen ser vi frem til at gå igang med den videre udvikling af byen og lokalsamfundet. Byen er heldigvis i en positiv fremgang på mange områder – men vi vil gerne endnu mere. Derfor beder vi borgerne om at møde op på skolen den 2. marts, og komme med deres syn på, hvor vi sammen, skal være om 5 år, siger Paul Oconnor, formand i Sig Borgerforening.
– Det er vigtigt for ejerskabet til udviklingsplanen at mange borgere- gerne, med naboen i hånden, møder op på borgerworkshoppen og bidrager med gode ideer til projekter og udviklingsideer. I Sig sætter vi overliggeren højt og vil gerne videre udvikle Sig-Thorstrup som et godt sted at bo, arbejde og leve – igennem hele livet, tilføjer Heino Mølholm fra Udviklingsrådet Sig.