Varde Sommerland tildeles 625.000 kroner af landsdækkende fond

Som led i Realdanias kampagne ”Underværker” modtager Varde Sommerland 625.000 kroner til projektet ”Aktivitetspot i Varde Sommerland”. Samtidig gives der 200.000 kroner til ”Aktivt kulturhus i Skovlund”.
Realdania har belønnet ildsjælene i Varde Sommerland med 625.000 kroner til en større transformation af den sydlige del af området under navnet ”Aktivitetspot i Varde Sommerland”.
Samtidig modtager kulturhuset i Skovlund 200.000 kroner til renovering af et rum til den lokale ungdomsklub og teaterforening.
– Med tilskud her fra Real Danias Underværker, samt med tilskud fra Friluftsrådet og LAG Varde, så kan vi sammen med de 200.000 der er opsparet fra Kultur- og Fritidsudvalget og med vores egen frivillige arbejdskraft nu realisere hele den store del af projet 1: Dehab Acces, Fantasy and Learn, siger Visionspilot, Kirstine Gottlieb.
Også formanden for Sommerlandslauget, Finn Christensen er begejstret.
– Tænk på hvor vi startede for fem år siden. Det er helt vildt så langt vi er nået og det er surrealistisk, at pengene nu nærmest drysser ind over os fra alle sider, siger han.

FAKTA

Realdania har udvalgt 18 projekter på landsplan, der får del i puljemidlerne. Heraf ligger de to i Varde Kommune.
Varde Sommerland modtager 625.000 kroner. Kulturhuset i Skovlund modtager 200.000.
”Aktivitetspot i Varde Sommerland” går ud på at transformere den sydlige del af området til et sted, hvor gamle og unge mødes og nye fælleskaber opstår. Planen består i en bearbejdning af landskabet, etablering af en boardwalk og bedre rum for leg og læring.
”Aktivt kulturhus i Skovlund” skal renovere et ubenyttet rum i medborgerhuset og indrette det til den lokale ungdomsklub og teaterforening for at styrke de lokale fællesskaber.