I Varde Handel ønsker de en handelsby med god service, aktivt gågademiljø og det rette miks af nichebutikker og kædebutikker, som tilsammen giver de handlende en unik oplevelse.
– For at kunne give denne oplevelse, har vi brug for at høre hvad nuværende og potentielle borgeres holdninger er, så vi kan arbejde hen mod de justeringer der skal til, fortæller Citychef Louise Høj Nissen.
– Vi har udarbejdet en borgerundersøgelse som er at finde på disken i midtbyens butikker, på Varde Handels Facebook side og der er også iværksat en personlig rundspørge blandt borgerne i Varde og oplandsbyerne.
Formålet med borgerundersøgelsen er at få kendskab til, hvad nuværende og potentielle borgere synes om Varde som handelsby, og hvad borgerne synes der skal til for at gøre Varde til et mere attraktivt sted at shoppe.
– I håb om at få så mange besvarelser som muligt, udlodder vi derfor 2 Varde City gavekort på 250 kr. blandt alle besvarelserne. Vi håber, at vi med denne borgerundersøgelse kan få nogle pejlinger til hvordan vi skal arbejde med at udvikle Varde by, som en mere attraktiv handelsby for vores nuværende og potentielle borgere, udtaler Citychef Louise Høj Nissen.
Borgerundersøgelsen gennemføres i ugerne 14 og 15.