NaturKulturVarde: Er du vores nye kollega…

Jonas glæder sig primært til to ting i 2017.

Jonas Gadgaard er 29 år, og naturvejleder hos NaturKulturVarde. I 2017 ser han både frem til at få en ny kollega og om kort tid at tage hul på den nye sæson.

2017 har allerede været et begivenhedsrigt år hos NaturKulturVarde. En fusion med Vardemuseerne var en realitet den 1. januar. En fusion som har betydet masser af nye tiltag.

Jonas Gadgaard, har arbejdet hos NaturKulturVarde i 3 år. Jonas har haft en enorm interesse for naturen, helt fra barns ben. Især fuglene har haft hans store interesse.

– Jeg har været ornitolog i flere år, og en del af mine offentlige ture foregår ved fuglestationen i Blåvand. I år har vi fået mulighed for at gøre vores ringmærkningsture endnu bedre. Forstået på den måde at vi i større grad oplever meget mere ringmærkning og håndtering af fugle end tidligere. Og som noget nyt i år laver vi også ringmærkningsture i børnehøjde. Udover det laver vi 2 ture hvor man kan komme med ud og se og opleve ringmærkning af slørugle unger. På disse ture har man chancen for at stå med en ugle unge i hånden. – fortæller Jonas Gadgaard med et smil

Netop formidling for børn og voksne fylder meget hos Jonas. Og den anden store nyhed er, at NaturKulturVarde og Vardemusseerne netop har slået en ny stilling op, hvor man søger en naturformidler mere.

– Vi er jo en lille organisation. Lige nu sidder vi 3 naturvejledere og en friluftsvejleder i Den Gamle Skovfogedbolig på Roustvej. Nu søger vi en person mere, som har naturen inde under huden og som har lyst til at formidle for børn og voksne. Der er en stor grad af frihed i sådan et job – Slutter Jonas Gadgaard.

Har du lyst til at søge jobbet som Naturformidler hos NaturKulturVarde, er ansøgningsfristen den 18. april.