Hvis du spørger en rigtig heks, så er halloween slet ikke den største fest på året. Den falder på Valborgsnat den 30. april og foregår i Harzen.
Komsammen på Bloksbjerg
Som mange andre gode amerikanske traditioner, har Halloween også rødder i Europa. Men i Europa nøjes hekse og troldmænd ikke med at husere allehelgensaften den 31. oktober. Både i Sverige og Tyskland er Valborgsdag den 30. april mindst lige så stor en festdag for alverdens okkult interesserede, og en af de stærkeste festtraditioner løber af stablen i midttyske Harzen, hvor verdens største heksesabbat finder sted på Bloksbjerg i de skumle nattetimer, når april skifter til maj.
Blussende bål, hedenske ritualer og udklædninger, som taget ud af folkesagnene, er bare en lille del af billedet på Valborgsfestlighederne, der i Harzen går under navnet Walpurgisnacht. I dag er fænomenet nærmest en folkefest, hvor høj og lav mødes for at fejre foråret med markedsgøgl, boder og masser af god øl – mens de saftige historier om tidligere tiders orgier holder liv i de erotiske myter om heksene i Harzen.
Troldmænd og turister
Tysklands nationaldigter Goethe har sin del af æren for rygterne. Han skrev sin berømte historie om troldmanden Faust efter, at han havde besteget Bloksbjerg i 1777, og heri fortæller han levende om Valborgsnat, hvor heksene fløj til Bloksbjerg og udførte hemmelige, sorte ritualer, messede og dansede – og det, der var værre – med djævelen hele natten.
Men Bloksbjerg – eller Brocken, som bjerget hedder på tysk – har ikke kun haft en magnetisk tiltrækningskraft på hekse gennem tiden. Den 1.142 meter høje top er blevet besteget af H.C. Andersen i 1831, af sovjetiske tropper under den kolde krig, og nutidens turister tager turen med det gamle damplokomotiv, som aser sig i røg og damp med sine seks passagervogne fra stationen i Schierke op til toppen af bjerget. I klart vejr belønnes man her med en storslået udsigt over de disede bjerge, ensomme borge og romantiske bindingsværksbyer, der hvert år trækker tusindvis af turister til den midttyske middelalderidyl. Og kommer man i foråret, kan man altså også møde de vaskeægte Harzenhekse.
Har du lyst til at opleve heksenes Harzen? Hold øje med læserejsetilbuddene her på siden. Med rejsekoden GOVARDE og GOESBJERG får du bl.a. specialrabat på de hyggeligste kvalitetshoteller i Harzen med vores faste rejsearrangør Happydays.
http://www.happydays.nu/dk/rejsekode/govarde