I anledning af SPIS SAMMEN arrangementer 2017: Håndværkerhuset og Serviceholdet på Lundvej havde inviteret Frøstruphave Efterskole til SPIS SAMMEN arrangement i fredags.
– Der kom tyve tiende klasses elever og sammen med 15 udviklingshæmmede borgere blev der hakket grøntsager og grillet pølser. Der var mange af eleverne, der var betænkelige og noget nervøse, ved at skulle besøge Lundvej, da de ikke havde kendskab til området fortæller lærer Jette Nygaard Andersen.
Men nervøsiteten var fuldstændig væk, da alle kom i sving med den fælles sag, nemlig at tilberede maden og spise den sammen. Alle var nysgerrige på hinanden, og der blev spurgt, snakket og grinet på tværs. Eleverne havde taget en værtsgave med, som var skumfiduser og kiks. Det kom på grillen, og det blev afslutningen på nogle hyggelige og sjove timer sammen.
Og hvem ved…. Måske mødes man igen helt tilfældigt på gaden og får sig en sludder om denne hyggelige grilldag.
Ved arrangementet blev det i øvrigt aftalt at mødes til lignende fælles arrangementer mindst to gange årligt fremover.