Menighedsrådet bygger nyt sognehus til 20 mio. kroner

Varde Sogns menighedsråd har i et stykke tid arbejdet med planer om at bygge nyt sognehus, og det er nu lykkedes at sikre en vidunderlig beliggenhed centralt i byen ved Otto Frellos Plads og tæt ved Sct. Jacobi Kirke.

–  Visionen er et hus med plads til kirkens mange og voksende aktiviteter for sognet. Ligesom huset skal samle kirkens frivillige og ikke mindst medarbejderne, der i øjeblikket arbejder på flere forskellige adresser i byen, oplyser formanden for Varde Menighedsråd, Karen Vendler.

–  Bygningen skal rumme lokaler til arrangementer og til fællesskab, og den skal huse kirkens kontor, provstikontor, regnskabskontor og menighedsråd, samt kordegne, kirketjenere, præster og provstimedarbejdere, tilføjer hun.

Menighedsrådet forventer, at det nye kirkehus bliver på omkring 800 etagekvadratmeter, og byggeriet forudses at beløbe sig til cirka 20 millioner kroner.  Byggeriet forventes finansieret via lån i stiftsmidler. Når det nye Kirkens Hus står færdigt, vil det nuværende, som ikke kan rumme de nødvendige faciliteter, blive sat til salg.

Menighedsrådet inviterer til informationsmøde om planerne onsdag den 21. juni, fra 17.00 til 18.30 på Vestervold 1. Her vil blive en drøftelse af idéoplægget og tankerne bag, og mulighed for at komme med input.

Der henvises i øvrigt til Varde Kirkes hjemmeside og tilsvarende Facebookside samt Varde Kirkeblad for løbende opdateringer om projektet.