Tillykke: 20 års jubilæum ved Varde Engroslager

– Og DET skal bestemt fejres! – er indehavere og ægtepar Kjeld og Vibeke Kristensen enige om.

Det er 20 år siden, de købte den dengang væsentlig mindre butik på Gellerupvej i Varde, hvor varelageret var en anelse mere overskueligt, end tilfældet er i dag.

– Dengang var vores største artikel faktisk askebægere, pænt efterfulgt af ølglas – jeg tror faktisk, vi havde det største udvalg af ølglas i miles omkreds, smiler Kjeld, der sidenhen har udvidet lageret flere gange.

For ca. 12 år siden besluttede Kjeld og Vibeke blandt andet at udvide sortimentet med alt indenfor borddækning som duge, servietter og diverse pynt, og det greb hurtigt om sig.

– For 6 år siden åbnede vi webshop, på kraftig opfordring i øvrigt, og så gik det ellers stærkt. Vi har fået en meget stor kundeskare grundet netbutikken, og det sker ikke så sjældent, at vi får besøg af kunder fra nær og fjern, der har set vores varer på internettet og får lyst til at besøge os på Gellerupvej, fortæller Vibeke og fortsætter:

Forleden kom der et par fra Næstved. De skulle fejre guldbryllup, og havde fundet os via webshoppen. Og så mente de lige så godt, de kunne tage turen herover og se på varerne…

At der er gået 20 år, forstår hverken Vibeke eller Kjeld.

– Det føles slet ikke sådan… og det fortæller vel bare, at det var den rette beslutning dengang. Det har været et privilegium at være selvstændig mens børnene var yngre, og efterhånden som de blev ældre, har de jo hjulpet til i virksomheden. Praktisk og hyggeligt.

Som sidste skud på stammen har firmaet overtaget Papirus, der førhen lå i forbindelse med Tinghøj Service Udlejning.

– Vi har flyttet alt under ét tag, så vi nu har et endnu større udvalg indenfor bord- og festpynt samt brugskunst, dog har vi lukket ned for salg af karton osv., fortæller Vibeke, der nu ser frem til at markere den runde fødselsdag med en reception for kunder, venner og forretningsforbindelser.

Jubilæet fejres d. 2. juni med åben hus på Gellerupvej, hvor Vibeke og Kjeld byder på lidt godt til ganen i tidsrummet 14.00 – 18.00.