Sommerføljeton – hvordan holder du ferie?
Søren Laulund, HR konsulent ved politiet og borgmesterkandidat for socialdemokratiet, Hyldesti 1 i Varde.
For første gang i mange år skal ferien tilbringes under hjemlige og forhåbentlige varme himmelstrøg, hvor vi med vores 3 børn og de to ældstes kærester drager til Lalandia i Rødby. Vi har ellers tidligere også mens børnene var helt små draget af sted på charterferie i det græske eller spanske øhav, der så blev afløst af 7 års somre med bilferie til Italien ved Lidoen i en hytte på campingpladsen ”Marina di Venezia”. De sidste par år har vi været i Malaga og Allicante, hvor vi har booket lejlighed hos henholdsvis Malene Schantz og vores tidligere nabo ude på Sletten i Varde.
Årsagen til, at det blev Danmark i år var en strammere ferieplanlægning fra min arbejdsgiver, ligesom vores hund Molly – en Jack Russell Terrier på 2 år – kan komme med på ferien. Vi har trods de mange ferier sydpå med sikkerhed for mange solskinstimer og badeferie altid haft tanken om, at i sommerhalvåret bør vi være hjemme i vores dejlige have på Costa del Terasso med udflugter ud i vores smukke natur, når den er allerskønnest og med rigtig mange lyse timer. Indtil videre har vi ikke fortrudt vores valg af feriedestination.
I løbet af sommeren skal vi naturligvis og helt traditionelt også til sommerspil og Open Air koncert, ligesom jeg også skal have sild og nyopgravet kartofler med en Carlsberg og en Rød Ålborg dertil, og til dessert en portion gode danske jordbær med fløde! Det allerbedste ved den danske sommer er muligheden for at tilbringe rigtig mange aktive og afstressende timer udendørs under den åbne himmel.
Jeg har altid været naturelsker og holdt af at kigge på dyrene i naturen, ligesom jeg i en længere årrække har dyrket min lidenskab som jæger. Det ligger nok også derfor til grund for at drømmerejsen vil gå til Afrika for at opleve ”The Big Five” som indtil videre er planlagt til det tidlige efterår 2018!