Regionsrådsmedlem Preben Friis-Hauge (V) er genvalgt til bestyrelsen i Nordsøkommissionen og som formand for transportgruppen.
Nordsøkommissionen har afholdt generalforsamling 28. juni 2017 i den tyske by Göttingen.
Her blev Preben Friis-Hauge genvalgt som dansk repræsentant i organisationens bestyrelse; den såkaldte Executive Committee.
Preben Friis-Hauge er regionsrådsmedlem i Region Syddanmark og har i flere år været engageret i Nordsøkommissionens arbejde.
– Jeg er ydmyg over for opgaven og glad for, at de andre danske regioners repræsentanter i Nordsøkommissionen på denne måde giver mig mulighed for at fortsætte arbejdet, siger Preben Friis-Hauge.
Ud over bestyrelsesposten er han formand for organisationens transportgruppe, som har fokus på infrastruktur, og også her blev han genvalgt til posten ved ExCom-mødet efter generalforsamlingen.
Skaber sammenhænge
Nordsøkommissionen er en interesseorganisation bestående af regioner fra otte lande omkring Nordsøen.
Kommissionen arbejder med at skabe sammenhæng på tværs af Nordsøregionen og fremme fælles interesser.
Det er et samarbejde, som spænder bredt, og blandt andet beskæftiger sig med maritime ressourcer, transport, energi og klimaforandringer, økonomisk udvikling samt kultur og turisme.
Fra Danmark er også Region Midtjylland og Region Nordjylland medlemmer af kommissionen.
Nordsøkommissionen er en del af paraplyorganisationen Conference of Peripheral Maritime Regions (CPMR), der er et uafhængigt netværk med over 160 europæiske regioner i og uden for EU.