Er dit kørekort udløbet? Læs med her

Fornyelse af kørekort – hvordan er det nu lige, det er…

Når dit kørekort udløber, skal du henvende dig til Borgerservice i din kommune, hvis du ønsker at få fornyet kørekortet. Du skal medbringe foto og dit gamle kørekort.

Hvis dit gamle kørekort ikke er en EU model (d.v.s. i kreditkortformat), skal du også medbringe sygesikringsbevis.

Så længe gælder et fornyet kørekort

Alle kørekort, der udstedes eller fornyes efter 1. juli 2017 er gyldige i 15 år uanset indehaverens alder.

Disse regler gælder kun for kørekort til gruppe 1-køretøjer (almindelig bil til privat befordring, knallert, motorcykel og bil med stort påhængskøretøj). Der gælder særlige regler for erhvervskort og kørekort til bus og lastbil.

Særlige regler hvis du er syg

Du skal være opmærksom på, at i alle tilfælde kan gyldigheden være kortere og fastsat individuelt fx på grund af helbredsmæssige oplysninger. Fx hvis du har diabetes eller en anden sygdom, der påvirker din evne til at køre bil.

Læs også: Hvornår skal du lægge kørekortet

Spørg din læge om du skal droppe kørekortet

Du skal være opmærksom på, at det altid er dit eget ansvar, om du er i stand til at køre bil på forsvarlig vis, eller om fx træthed eller sygdom gør kørsel uansvarligt.

Oplever du helbredsmæssige problemer i forhold til bilkørsel, bør du opsøge din læge, der kan anbefale en vejledende helbredsmæssig køretest eller udstede et lægeligt kørselsforbud, hvis hun finder din tilstand uforenelig med bilkørsel.

Læs Færdselsstyrelsens pjece om den vejledende helbredsmæssige køretest 

Tjek om din medicin kan være farlig, når du kører bil, på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside

Datoen afgør gyldigheden af dit nye kørekort

Det er altid udstedelsesdatoen og ikke din fødselsdato eller din ansøgningsdato, som er afgørende for, hvor længe dit kørekort er gyldigt.

Er dit kørekort udstedt tidligere end januar 2013, skal kortet under alle omstændigheder fornyes senest 18. januar 2033.

Kilde: Ældresagen