Sommerbiblioteket ruller igen ud for at betjene lokale og turister

Sommerbiblioteket bevæger sig igen i år mod Blåvand, Vejers og Henne. Det sker i ugerne 28-31, hvor der vil være biblioteksbetjening for både fastboende og tilrejsende turister. Dette gælder alle hverdage i tidsrummet kl. 11-17. Varde biblioteks bogbus har allerede fået sommerdækkene monteret og er klar til endnu en gang at bevæge sig mod det vilde vest.

Ligesom sidste år vil bussen være proppet med populære sommertitler for enhver smag. Uanset om man er tilhænger af knivskarpe krimier, underholdende kærlighedsromaner eller har brug for et par pegebøger for at kunne underholde familiens mindste, er bussen det rette sted. Som tidligere bliver der også lagt vægt på de udenlandske titler på bl.a. tysk og engelsk, så der også er godt læsestof til kommunens mange udenlandske turister. Skulle meteorologerne melde om dårligt vejr, er der film i stribevis for alle aldre, og som noget nyt stilles også bl.a. brætspil til rådighed for at garantere en hyggelig sommeraften. I ugerne 29-31 tilbyder sommerbiblioteket desuden workshops for børn og naturelskere.

“Projekt Sommerbiblioteker i Vadehavsområdet” blev startet op i 2016 og er et toårigt forsøg i samarbejde med kommunerne Tønder, Esbjerg, Ribe og Fanø og er støttet af Region Syddanmark. I år gentages succesen, så skulle man have glemt at tage underholdning med hjemmefra, og befinder man sig i nærheden af de tre velbesøgte feriebyer i Varde Kommune, er man mere end velkommen. Bussen holder der for det samme.

Faktaboks:

Bussen holder i uge 28-29-30-31 ved:

Blåvand (ved Coast) mandage og10 fredage kl. 11-17 Henne (ved Henne Strand Camping) tirsdage og torsdage kl. 11-17 Vejers (ved Vejers Familie Camping) onsdage kl. 11-17