Sommerferien byder på mange sjove aktiviteter for skolebørn i Varde Kommune, samlet under navnet VAKS. Her kan børnene prøve kræfter med blandt andet ridning, golf, naturoplevelser og meget mere.
Vi drog en tur til Varde Fritidscenter og fik en sludder med svømmeglade børn og unge i køen til omklædningsrummet.
Kammeraterne Jacob, Marcus, Jeppe og Mads havde netop smidt badmintonketsjeren i tasken klar til at blive kølet af i svømmehallen:
– Det er dejligt der er sådan et tilbud, ellers kan ferien godt blive lidt lang. Det er fedt at vi kan komme og spille badminton, og det er ikke sidste gang, vi benytter os af det her i sommerferien. Og super dejligt at det er gratis. Det er også fint nok at komme lidt ud, mange gange kommer man tit til at sidde ved PC’en.
Også veninderne Simone og Ida havde fået pakket svømmetøjet:
– Det er så dejligt at have sommerferie. Og vi har glædet os helt vildt til at komme herover og svømme i dag. Så sker der noget. Det kan vi godt lide.
Alle skolebørn kan deltage i svømning kl. 11.00 og badminton kl. 9.30 i Varde Fritidscenter hver onsdag til og med d. 2. august.