De har to døtre, der går i folkeskolen i Oksbøl. Og det er de meget tilfredse med. Alligevel bakker de 100 % op om Billum Friskole, hvor deres yngste, Mads, starter i 1. klasse efter sommerferien.
– Vi flyttede til Billum fra Oksbøl for 5 år siden og er super glade for at bo her. Og det vil være rigtig ærgerligt, hvis man lukker den lokale skole helt ned. En skole er med til at holde gang i byen, lyder det fra Knud Ole og Ingelise.
De har begge en fortid som efterskolelærere, har gået på højskole og finder friskolens vision ideel, både for deres søn og i det store billede – nemlig at bevare en lokal skole.
Helt lavpraktisk så vil vores søn opleve, at han bor i samme miljø som han går i skole – og at det er nemt at tage med skolekammeraterne hjem og lege efter skole, lyder det fra Ingelise.
– Vi er faldet helt og aldeles for det engagement, der har været tilstede i tilblivelsen af skolen, det er så flot. Og det er vanskeligt ikke at blive revet med. Man bliver uvilkårligt en del af noget større – et fællesskab, der er svært at sætte ord på, fortæller Knud Ole.
Begge har de kæmpe respekt for initiativet, som de beskriver som fællesskabs-skabende.
– Vi oplever her en ny kultur, der vil smitte af på hele lokalsamfundet, og vi glæder os til at komme i gang. Vi er klar over, at vi forældre kommer til at skulle bruge nogle interessetimer på Friskolen, men vi er ikke i tvivl om, at vi får det 100 gange igen!
– Kom endelig og vær med – der er også plads til dig, lyder opfordringen fra Knud Ole og Ingelise.