Karinevej byder på hygge og loppemarked

De har gjort det de to forrige år, og succesen har ikke været til at tage fejl af, så derfor skruer de ekstra op for “loppe-charmen” lørdag d. 5. august i tidsrummet 10.00 – 15.00.

Gaden, vi taler om, hedder såmænd Karinevej, og spørger man beboerne her, er de ikke i tvivl: Det er Vardes hyggeligste gade.

– Her er et sammenhold og en ganske særlig stemning, der kan være svær at sætte ord på, fortæller en af gadens beboere, Vivi Susanne Nielsen, der har boet på gaden igennem rigtig mange år, ja faktisk det meste af sit liv.

Vivi er vokset op på gaden, hvor hendes forældre stadig bor, og hvor Vivi sidenhen også bosatte sig sammen med sin mand Sigfred og parrets “barn” hunden Sitta.

 

Vivi har boet på Karinevej i Varde det meste af sit liv…

– Vi er et godt mix af unge, ældre og gamle her på gaden, og vi passer på hinanden. Og det bliver jo også til en øl over hækken med naboen, som man siger, smiler Sigfred, der i følge naboerne ofte lægger terrasse til en øl og en grillpølse.

Lige nu bliver der ryddet op i gemmerne på den hyggelige gade. Beboerne er nemlig blevet enige om at gentage succesen fra de sidste to år og stable et loppemarked på benene. Her kan man købe både retro, gammelt, brugt og nyt. Tøj, legetøj, hjemmebag og syltetøj – og meget mere. Og alle er velkomne til at kigge forbi Karinevej lørdag d. 5. august og gøre en god handel – eller bare mærke den hyggelige stemning…