I sæsonpremieren i danmarksserien møder Varde lørdag kl. 15.00 på Sydbank Stadion VSK Aarhus.
VSK Aarhus (Vejlby Skovbakken Aarhus) blev dannet ved en fusion af VIK Fodbold og Skovbakken herrefodbold pr. 1. juli 2016. VSK Aarhus favner meget bredt, da klubben både inkluderer breddehold, elitehold, ungdom, børn mm. Det bedste herrehold spiller i 2. division, mens man på kvindesiden er repræsenteret i 3F-ligaen.
Divisionsreserverne hos VSK Aarhus var i sidste sæson placeret i danmarksserien pulje 4, hvor det blev til en slutplacering som nr. 6. Holdet har i sommerpausen skiftet ud på cheftrænerposten idet Jens Gjesing er erstattet med Martin Hornbæk Nielsen.
Cheftræner Søren Pallesen har været meget tilfreds med forberedelserne til den nye sæson.
– Selv om vi kun har haft tre uger – som har været særdeles intense – har vi nået det vi skulle. Vi har i træningskampene bl. a. spillet lige op med to 2. divisionshold og set rigtig fine ud i opstarten. Vi har den stærkeste og bredeste trup i mange år og jeg kan skifte fem spillere ud uden det går ud over niveauet”.
– Målsætningen for sæsonen er at spille med om oprykning så langt hen i sæsonen som overhovedet mulig. Det vil sige, at vi ikke skal have udspillet vores rolle med f. eks. seks kampe igen, lyder det optimistisk fra cheftræneren, som har taget hul på den 5. sæson i klubben, men stadigvæk har den første premieresejr til gode. Til gengæld er det første gang, at premierekampen finder sted på hjemmebane.
Som de største konkurrenter til oprykningen ser cheftræneren ”de gamle hold” fra sidste sæson, nemlig Tarup-Paarup, Kolding Boldklub samt Oure Fodbold Akademi, men forventer generelt, at toppen bliver bred, hvor holdene vil slå hinanden kryds og tværs.
– Første kamp er altid en underlig størrelse, men min fornemmelse er rigtig god. Vi har en rigtig sulten trup, der er blevet suppleret med nye stærke ansigter, og derfor går vi efter de tre point. Kendskabet til VSK Aarhus er dog yderst begrænset, så derfor skal der gås ydmygt til opgaven, lyder det fra cheftræneren.
Anfører Kristoffer Sørensen har også lagt mærke at overliggeren er blevet hævet.
– Vi har en markant stærkere trup, der kæmper om pladserne. Det giver en højere kvalitet til træning, lyder det fra anføreren, som sammen med cheftræneren sender en venlig tanke til formand og sportschef Claus Holm, som har været oppe på dupperne og tidlig ude.
Til kampen har trænerstaben udtaget 18 spillere, hvoraf de 11 førstnævnte udgør startelleveren:
Sune Nissen, Simon Jelstrup, Jacob E. Hansen, Kristoffer Sørensen, Gustav Vind, Mathias Backs, Mikkel Knudsen, Jacob Andreasen, Nicolai Forst Jensen, Kenneth Lund, Kasper Køhlert, Frederik Svendsen, Lasse Holm, Niclas Holm, Joachim Puggaard, Rasmus “mc” Christiansen, Søren Mose Jelstrup og Thomas Kirkegaard Jensen.