Håndværkere bør sikre varevogne bedre mod indbrud

Håndværkere og andre, der bruger varebiler (kassevogne), bør være opmærksomme på, hvor de parkerer deres biler, og hvor nem adgang kriminelle har til dem. Varebiler bliver nemlig oftere udsat for indbrud end tidligere.

Visse typer varebiler er mere udsatte

Det er især varebiler, hvor det er muligt fra førerkabinen at åbne varerummet, der er ramt. I en stor del af de indbrud, der den seneste tid er konstateret, har man knust en lille trekantsrude i førerkabinen og åbnet varerummet indefra og tømt bilen for dyrt værktøj, måleudstyr og lignende.

Derfor opfordrer politiet til, at ejerne af denne type biler sikrer sig mod indbrud og forhindrer den relativt nemme adgang til varerummet.

Bemærk alle indbrud er ikke i varevogne. Arkivfoto: Rigspolitiet

Især Københavns Vestegns Politi og Midt- og Vestsjællands Politi har registreret en stor stigning i denne type tyverier. Alene hos Københavns Vestegns Politi har man de første otte måneder i år modtaget 1129 anmeldelser om tyveri fra lastbiler og varebiler. Til sammenligning havde man 606 i samme periode sidste år.

Midt- og Vestsjællands Politi, der også har oplevet en stor stigning i antallet af indbrud i varebiler, har så sent som natten til tirsdag haft to indbrud, hvor fremgangsmåden har været som beskrevet ovenfor.

Udover at sikre bilerne bedre opfordrer politiet også til, at håndværkere mærker deres værktøj. Af og til standser politiet biler med store mængder dyrt professionelt værktøj, som må antages at være stjålet. Ofte kan ejeren til værktøjerne dog ikke identificeres, og man må derfor lade bilerne fortsætte med de mistænkelige værktøjer.

Organiserede kriminelle bagmænd

Det er politiets vurdering, at det er organiserede kriminelle, der står bag en stor del af indbruddene i varebiler. Der tegner sig et billede af, at de foretager fire til seks indbrud på en nat, hvorefter de forlader området og slår til i et nyt et par dage senere.

Politiet hører gerne fra folk, som observerer noget mistænkeligt omkring parkerede varebiler – typisk i de sene aftentimer og om natten.

Nærmeste politistation kan kontaktes på telefon 114.

____________________________________________________________________________________

Gode råd til varebilejere:

  • Sørg for, at varerummet ikke kan åbnes fra førerkabinen.
  • Undgå at parkere/efterlade varevognen på øde, mørke steder uden trafik.
  • Undgå så vidt muligt at efterlade særlig værdifuldt værktøj/måleudstyr i varebilen.
  • Sørg for at mærke dyrt værktøj/måleudstyr, hvis det alligevel efterlades i varebilen.
  • Placér – hvis det er muligt – varevognen således, at det er besværligt at komme til varevognens side- og bagdøre.

Kilde:Syd- og Sønderjyllands politi