Var forleden på udflugt med skøn veninde, og mens vi sad der, og efterårets farver strøg forbi bilruden, faldt snakken på tro. Om at tro på “noget”. Og det satte som altid tankerne i gang her for undertegnede.
Jeg tror nemlig på simpelthen så mange ting, så jeg selv blev helt forvirret, efterhånden som talestrømmen kørte med 180 i timen og tålmodig veninde smilende styrede rattet på vej mod sommerlandet, nu iklædt efterårsfarver.
“Jeg tror fx på liv på andre planeter,” hørte jeg mig selv sige. Jamen jo, altså måske ikke ligefrem E.T der vil ringe hjem, eller små grønne væsner med ét øje, men jeg tror på, at der er “noget” derude, fordi jeg kort og godt tænker, at det er hamrende naivt at tro, at vi er de eneste levende væsner på hele denne uendelige stjerneblinkende himmel. Ikke?
Jeg tror også på skæbnen – at der er mere mellem himmel og jord, og at det der sker, sker, fordi der som regel er en mening med det. Også selv om det af og til ikke giver mening. Eller..? Jeg tror også, at tro kan flytte bjerge, og at gode tanker rent faktisk kan føre gode ting med sig – ligesom det modsatte bestemt kan gøre sig gældende.
Og så tror jeg helt grundlæggende på det, når præsten står til julegudstjenesten og fortæller at “det skete i de dage”, at det rent faktisk skete, for det er så smuk en historie, og hvorfor skulle det egentlig ikke være rigtigt?
Sådan er der så meget, og tro er i bund og grund noget flagrende noget, der egentlig burde være en ganske privat sag. Hvad andre mennesker tror på, må de selv rode med – ligesom jeg tænker, det er spændende at tro på alt muligt, også selv om det kan virke både naivt og flyvsk. Og hvem ved, måske er jeg lidt godtroende – det tror jeg til gengæld også på, hvilket slet ikke er så tosset en tro, når alt kommer til alt….