Du vil fra den 1. oktober på tre skadestuer i Sydjylland blive bedt om at give oplysninger, hvis du har været udsat for et uheld i trafikken. Dette gøres for at nedsætte de økonomiske og menneskelige omkostninger.
Økonomiske og menneskelige tab
Trafikulykker koster – både økonomisk og menneskeligt. Det vil kommunerne, hospitalerne og Syd- og Sønderjyllands Politi i fællesskab gøre noget ved, og borgerne er nøglen til, at det lykkes.
Mange af de uheld, som sker i trafikken, anmeldes nemlig ikke til politiet. Det viser et projekt, hvor Aarhus kommune siden 2006 har samarbejdet med Aarhus Universitetshospital om at
registrere tilskadekomne trafikanter på skadestuen. Oplysningerne, som de uheldige trafikanter har givet, har vist sig at give et gennembrud i forhold til forebyggelsen af ulykker.
Skadestuerne registrerer flere uheld
Skadestuerne registrerer langt flere færdselsuheld end de, der bliver anmeldt til politiet. Patienterne beskriver desuden mange flere detaljer om uheldene samt årsagerne til dem. Derved har kommunerne og politiet kunnet sætte ind med mere effektiv og ofte billigere forebyggelse af færdselsuheld. Der kan være tale om kampagner for, at cyklisterne holder kæder og bremser i orden på deres cykler, eller rumleriller for cyklister frem mod kryds.
Skadestuer i Esbjerg, Aabenraa og Kolding har på denne baggrund taget ansvar for at hente lignende data ind. Fra den 1. oktober vil skadestuernes personale udfylde et kort spørgeskema, hvor patienten anonymt fortæller om uheldet. Det gælder alle typer af trafikanter. Spørgsmålene omhandler for eksempel køn, alder, trafikanttype, føret, der hvor uheldet skete og hvad, der var årsag til uheldet. Personalet registrerer bagefter oplysningerne i et datasystem.
– Vi meget glade for, at skadestuerne og politiet på den måde går ind og tager et medansvar
sammen med os i kommunerne for at forebygge færdselsulykker, så vi får færre dræbte og
tilskadekomne i trafikken. Et korrekt datagrundlag er helt afgørende for at lave de rigtige
forebyggende indsatser, siger borgmester i Aabenraa kommune, Thomas Andresen.
Anonym undersøgelse
Der vil selvfølgelig ikke fra politiets side blive indledt nogen form for efterforskning eller strafforfølgelse på baggrund af oplysningerne, som skadestuerne indsamler. Alt er anonymt.
Oplysningerne hjælper udelukkende til at tegne et billede af, hvor, hvordan og hvorfor trafikanterne bliver kvæstet, så både de økonomiske og de menneskelige omkostninger kan skæres ned. De økonomiske ligger på gennemsnitligt omkring 600.000 kr. for hver personskade, der registreres af politiet. De menneskelige kan ikke måles.
Af Sissi Andersen