Lokalområdets attraktivitet har betydning for dine jobmuligheder

Når flyttebilen bestilles af virksomheder, skal den ikke køre særligt langt. Af de virksomheder, der er flyttet inden for de seneste ti år, er 57 pct. af dem blot flyttet til et andet sted i kommunen. De bestemmende faktorer er ofte infrastruktur, bygningsforhold og lokalområdets attraktivitet, viser en ny analyse fra Region Syddanmark.

Ny analyse

En ny analyse baseret på svar fra flere end 900 små og mellemstore virksomheder, hvoraf 370 har skiftet matrikelnummer, giver et billede af, hvorfor virksomheder finder nye bopæle. Virksomheder, der går i flyttetanker, er nemlig optaget af mange andre ting end billige byggegrunde, hurtig sagsbehandling i kommunerne og lav skat. De ser i stedet på de gode erhvervsvilkår, som mere end blot økonomiske rammebetingelser i traditionel forstand. Lokalområdets attraktivitet spiller fx en lige så stor rolle som smidig og hurtig sagsbehandling i kommunen. Adgangen til kvalificeret arbejdskræft betyder som forventet også meget.

Attraktivt lokalområde = job

Af de små og mellemstore virksomheder peger heler 83 pct. på, at attraktive byer og lokalområder er den væsentlige faktor til at øge rekrutteringen af medarbejdere. Den lave personskat spiller, som forventet, også en rolle for 57 pct. af virksomhederne, når det når det gælder rekruttering af kvalificeret arbejdskraft.

Bo Libergren (V), der er formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark, udtaler om analysen:

– Det er interessant læsning, at lokalområdets attraktivitet spiller så stor en rolle for virksomhedernes valg af postnummer. Vi har faktisk en fælles vision med kommunerne i Syddanmark om at skabe mere attraktive byer og landområder som en væsentlig del af vores indsats med at skabe vækst, arbejdspladser og udvikling i alle dele af regionen.

 

FAKTA om analysen ”Når virksomheden bestiller flyttebil”

– To af fem virksomheder er flyttet helt eller delvist over de seneste ti år. Hver femte virksomhed går med flyttetanker.

– 77 pct. svarede, at god digital infrastruktur var vigtig for virksomhedens valg af ny lokalitet.
– 76 pct. svarede, at adgang til kvalificeret arbejdskraft var vigtig.
– 69 pct. svarede, at adgang til god infrastruktur var vigtig.