I Kunsthal vARTe kan man i oktober opleve de to erfarne kunstnere Henning Elving og Yngve Riber.
Henning Elving
Siden 70’erne har billedhuggeren Henning Elving arbejdet med udgangspunkt i den klassiske torso. Hans bronzeskulpturer er skabt i en digterisk sfære, hvis særprægede og individuelle udtryk giver sig til kende i figurernes linje- og formsprog.
I sin søgen har han også arbejdet med ideen om at fastholde figurens skygge. Derfor er torso-kroppen i en række skulpturer næsten opløst, og spillet mellem lys og skygge giver en dramatisk effekt.
Henning Elving kan via hans meget udtryksfulde og følelsesladede skulpturer placeres nær det symbolistiske udtryk, hvorfra paralleller kan drages til både den franske billedhugger Auguste Rodin og den danske Niels Hansen-Jacobsen.
Desuden har Henning Elving skabt begrebet “homogram”, der frit oversat betyder menneskebrev. Ordet dækker over en fortællemåde, hvor kunstneren benytter menneskefigurer i stedet for ord til at fortælle en historie.
Yngve Riber
Yngve Riber har siden 1985 været aktiv i kunstmiljøet. Hans værker er udformet af mange forskellige medier, bl.a. maleri, tegning, akvarel, papirfremstilling, papirskulptur, papirinstallationer, forskellige grafiske trykformer, eksperimenter, skulpturer i bronze og i fiberbeton samt flere Land-Art projekter i forskellige materialer.
Yngve Riber beskriver selv sin proces som flg.:
– Når jeg arbejder med min kunst, giver det mig glæde, forståelse, indsigt og nærvær, at udforske alle de forskellige måder jeg kan udfolde mig på i forhold til materialet, naturen, miljøet og tid og sted. Det gode ved kunsten er, at den hele tiden ændrer sig og får os til at forholde os til både samtiden, fortiden og fremtiden.”
Yngve Riber skaber poetiske og æstetiske værker, der er dragende og optræder figurligt med en genkendelig motivverden, dog på grænsen til det abstrakte landskab.