Niels Christiansen, gruppeformand for den Konservative byrådsgruppe i Varde Kommune og kandidat til byråd og regionsråd, skriver følgende:
De såkaldte børnebyer indføres i de kommende år en række steder i Varde Kommune. Det sker med baggrund i det af Venstre, DF og de Radikale vedtagne strukturforslag på skole- og dagtilbudsområdet. En struktur hvor ledelserne på børnehave og skole slås sammen. En sammenlægning som også betyder, at bestyrelsesarbejdet begge steder fusioneres til en fælles bestyrelse. En strukturmodel som vi fra Konservativ side talte imod under strukturdebatten og som ikke indgik i det Konservative forslag til ny struktur.
Børnebymodellen vil uvægerligt gå ud over den til rådighed værende ledelsestid, da det jo netop er på ledelsesdelen, at besparelserne opnås. Den besparelse iværksættes til trods for at lærere og skoleledere netop påpeger behovet for mere ledelsestid af hensyn til det samlede kvalitetsniveau på institutionerne. Hvad der også i den forbindelse volder bekymring er, at det engagement, som i dag opleves i en bestyrelse, hvor bestyrelsens medlemmer netop har børn i en og samme institution, vil formindskes. Bestyrelsesarbejdet udvandes når der samtidigt skal dækkes både skole og børnehave. Fokus vil ikke længere kunne være den institution, som bestyrelsesmedlemmet har sin daglige gang i sammen med sit barn.
Fra Konservativ side håber vi derfor på, at det nye byråd på anden vis vil søge at få opprioriteret ressourcerne til god ledelse og at bestyrelsesarbejdet indenfor børnebymodellen søges sikret bedst muligt mod faren for udvanding.