KV17/Læserbrev, indsendt af: Søren Laulund, Hyldesti 1, 6800 Varde
Borgmesterkandidat og byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Varde
Vardes vilde liv i de lyse nætter
Engang en uskyldig sang. De unges fest miljø ved Varde torv ikke længere så uskyldigt. At vi har diskoteker hvor det er lovligt at lukke unge under 18 år ind – men selvfølgelig ulovligt at sælge alkohol til de unge – og det kan give bøde for unge under 18 at købe – er et sekundært problem – når reglerne overholdes. Det primære er, at der omkring torvet er et fest miljø, hvor medbragte ”pose-depoter”, initiativrige handlende og ”gode venner over 18” – sikrer forsyninger af alkohol og sjov tobak. Der er en livlig trafik ud og ind af dørene – og desværre unge, der ikke kan styre det –med vold og vinde og skæve unge til følge. Miljøet er desværre også blevet et yndet udflugtsmål for unge fra andre byer.
Der gøres allerede en indsats – politi, ungdomsskole og andre er aktive – men jeg tror, at hvis vi gør som vi plejer, så sker der det der plejer – tilsyneladende for lidt.
Vil vi at Varde er en familie venlig kommune – skal der også være trygt i nattelivet. Holstebro har knækket koden – med ”projekt trygt natteliv”. Her er i samarbejde mellem restauratører, politi og kommune- lavet kurser for dørmænd og servering i konflikthåndtering, foredrag for de unge og hjælpekort med diverse nyttige telefonnumre. Vi skal gå samme vej i Varde- og på tværs af partier give håndslag på – at det skal være trygt i Varde. Både dag og nat.