LÆSERBREV af Henrik Vej Kastrupsen, Violvænget 4, 6840 Oksbøl.
Har du overvejet, hvad man kalder vores fælles destination på tværs af Tønder, Fanø, Esbjerg og Varde Kommuner? Jeg kan afsløre, at den igennem mere end 8 år har heddet Destination Sydvestjylland. Det var det navn, man kunne blive enige om politisk, selvom man uden tvivl er blevet hvisket i øret, at der nok ikke sidder nogen i Nordsjælland og drømmer om at komme til Sydvestjylland. Folk vil til Vesterhavet og Vadehavet, men sådan går det, når politikerne blander sig i markedsføringen. Hos Lokallisten opfordrer vi turisterhvervet til at tage sagen i egen hånd og oprette et kommercielt selskab, der skal drive to destinationer. En vadehavsdestination og en vesterhavsdestination. Hvis erhvervet puljer kr. 7.50,- pr. overnatning, så har man 45 millioner kroner om året til markedsføring af de to destinationer. Man kan ansætte en salg- og marketingdirektør, en journalist, en social media manager og en e-commerce manager, og så går man ellers i gang. Fri af kommunal indblanding og langhårede turistprojekter, hvor pengene alligevel ikke må gå til markedsføring. Vi taber penge hver eneste dag fordi, vi ikke har en kommerciel destination. Det er fint med Nationalpark Vadehavet og Naturpark Vesterhavet, men hvor skal man gå hen, hvis man gerne vil købe noget? Kommunen skal sammen med ProVarde fortsætte det gode arbejde indenfor udvikling og service, men markedskommunikationen skal drives kommercielt og fri for kommunal indblanding. Det er den vej, vi gerne vil gå hos Lokallisten. Man kalder det et kvantespring.