Kan I huske den der gyser – Psycho – den med badeforhænget og kniven? Det er bare fordi, jeg kom til at tænke på, at satte man live cam op udenfor MIT badeværelse et døgns tid, ville Psycho være det rene barnemad.
Mit badeværelsesliv er en gyser. Og det har det været de seneste … bum bum…. 16 år.
Det startede, da jeg havde født den første, så var det slut med alenetid på badeværelset. Og det blev ikke nemmere, da yderligere to unger fulgte efter. Som alle tre mente, at de havde førsteret til badeværelset – uanset om jeg var der eller ej.
Bevares. Man er vel i familie og sår’n, men jeg har nu altid syntes, at det der med et badeværelse er en privat sag. Den opfattelse har mine børn ikke helt arvet – eller jo, den er kommet snigende – ligesom ind på mig. Hvor jeg nu er sat udenfor døren.
Det startede med, at de på skift lå på et babytæppe på badeværelset, når jeg var ombord. Sidenhen kom de kravlende – snigende – trampende – uden diskretion: Mor jeg kan se dig gennem nøglehullet. Så kunne man jo lige så godt åbne døren. Igen.
Nu er det nye tider.
Det er mig ubegribeligt, hvordan det kan lade sig gøre igen og igen: Jeg kigger mig rundt, – alle tre i kuldet er optaget af lektier, sociale medier, tv osv., så jeg lusker ned i soveværelset efter badekåbe – det tager vel under 30 sek. og da jeg vender tilbage, kan jeg høre bruseren kører for fuld hammer. ….30 sek.
Mere skal der ikke til. Så kan jeg stå der og glo – og ve den der TILLADER sig at banke forsigtigt på døren og antyde, at man gerne vil ind, inden datter har tømt hele Varde for varmt vand. Et splitsekund skal der til, hvor jeg kigger væk. Så har de byttet plads. Som en usynlig dør. Så er næste barn smuttet uset forbi mig (hvordan gør de?) og så står jeg der – efterhånden pisirriteret og DA DET SKER 3. gang begynder jeg at råbe – totalt barnligt frustreret, at det ikke kan passe, der skal vaskes hår i 45 minutter…
Og nu skulle man så tro, at når det endelig bliver min badetur, så får jeg lov at indtage badeværelse for mig selv ALENE. Men nej. For familien har jo anskaffet sig en hund, jeg ikke ville ha’, men som i dag er blevet en lille smule mest min, og som græder vildt højt, når jeg lukker døren foran den… jamen – hvad skal jeg sige…
Det hele gentages om morgenen. Her er det ikke bruseren, der er rift om (det fik vi overstået aftenen før, ik?) Nej, nu gælder det SPEJLET! Det store spejl – på det store badeværelse, fordi der er det bedste lys (???)
Jeg har købt lamper i alle afskygninger (og priser) til kuldets værelser, men nej – alt skal foregå på MORS badeværelse om morgenen. (Og der er faktisk to badeværelser i huset, men det lille er der ingen andre end Manden, der gider bruge)
Så står vi her oven i hinanden og kunne egentlig godt bruge sådan en diskretions linje som den fra apoteket – og “træk et nummer” ville måske heller ikke være en ufornuftig foranstaltning?
Jeg har ikke tal på de gange jeg har stået med morgenhår og lunken kaffe og råbt ind af nøglehullet at “jeg fandenfisene har et møde kl. 8.00 altså”! Blev der sagt!
Og nu kommer der en tilståelse: Det er derfor jeg stort set altid har samme frisure. Fordi det her med at klaske en rodebutik sammen i garnet kan gøres UDEN spejl. Værre er det de dage, jeg synes der skal glattes eller krølles – men her er vinterhalvåret glimrende, fordi terrassedøren fungerer nogenlunde som spejl, når der er mørkt udenfor…
MEN – bedst som jeg står og hvæser, så tænker jeg jo også… hvor er det fantastisk – hvor er jeg heldig. Om alt for få år er pigerne stukket af, og så kan jeg stå der og høre mit eget ekko, mens jeg glatter hår og smører mascara på morgenøjnene… men inden jeg bliver alt for melankolsk vil jeg alligevel sige: Kære Julemand, et ekstra badeværelse står virkelig højt på julegaveønskelisten – igen i år.