Bliv klogere på dit lokalområde på 2 minutter – hver dag…

Vardemuseerne lancerer fra den 1. december en julekalender, som kommer med mange spændende historier fra hele Varde Kommune.

Fra den 1. december kan du på facebook, opleve Vardemuseerne formidle historier på en anderledes måde. Historier der tidsmæssigt strækker sig flere tusinde år tilbage, og frem til tiden efter 2. verdenskrig. Fælles for alle historierne er at de udspiller sig et sted i Varde Kommune.

– Alle steder gemmer på spændende historier. Og det er nogen af de historier vi fremhæver i december måned i form af en video-julekalender på facebooksiden for Vardemuseerne – udtaler Jimi Rosa, som til dagligt varetager PR- & kommunikation for Vardemuseerne og desuden er idemanden bag den nye julekalender.

Hele holdet (arkæologer, historikere og formidlere) på Vardemuseerne og NaturKulturVarde har bidraget til julekalenderen, som kommer ud i alle kroge af kommunen. Man kan blandt andet høre om hvordan Oksbøl for bare 70 år siden var på størrelse med Esbjerg. Eller om et enestående fund, som et ægtepar gjorde på stranden ved Blåvand for blot et år siden.

Alle afsnit vil blive vist på Vardemuseernes facebookside og YouTube kanal. Hver afsnit har en varighed af omkring 2 minutter.

Der vil desuden være et lille konkurrencemoment i opslagene på facebook. Man vil med et simpelt ”like” af opslaget, deltage i konkurrencen om en guidet tur med en af Vardemuseernes formidlere. Det bliver under titlen ”Vind en gåtur”.

Fakta:
– Vardemuseerne er syv forskellige udstillingssteder. Her under blandt andet: Tirpitz.
– Vardemuseerne var tidligere ”Museet for Varde by og omegn”. I starten af 2017 fusionerede museet med NaturKulturVarde. I samme ombæring ændredes navnet til Vardemuseerne.